EU til kamp mod social dumping i luftfart

RyanairLUFTFART: EU-Parlamentets Beskæftigelsesudvalg med dansk formand vil presse EU-Kommissionen og medlemslandene til at stoppe unfair konkurrence i luftfart. Der peges bl.a. på Norwegian og Ryanair.

Beskæftigelsesudvalgets udtalelse er signal til flyselskaber, der ikke opfører sig ordentligt, som Norwegian og Ryanair samt, uden for EU, f.eks. Emirates og Qatar Airways.

”Enten ændrer I jeres praksis, eller også flyver I ikke længere i europæisk luftrum,” lyder det optimistiske budskab i en pressemeddelelse.

Antallet af flypassagerer i EU er stigende – i 2015 rejste over 900 mio. med fly i Europa, en stigning på 4,7 pct. siden sidste år, viser de nyeste tal fra Eurostat, men på trods af at markedet boomer, skabes angiveligt ikke flere jobs i europæisk luftfart.

”Det sker når man fuldstændigt liberaliserer et område uden at tænke på de sociale forhold. Så kommer social dumping, regelshopping og ”falske selvstændige”. Det presser de ansatte og flyselskaber som overholder reglerne og gerne vil have ordentlige forhold for deres medarbejdere,” siger et af de danske medlemmer af Europaparlamentet, socialdemokraten Ole Christensen.

Han er Europaparlamentets ordfører for sociale forhold i luftfarten og har stået i spidsen for den udtalelse, et flertal i Beskæftigelsesudvalget netop har vedtaget.

Udvalget opfordrer Kommissionen og EUs medlemslande til at indføre lovgivning, der forhindrer regelshopping, bekvemmelighedsflag og nul-timekontrakter.

Når der indgås aftaler med tredjelande, som f.eks. Gulf-staterne, skal det være en forudsætning for at måtte flyve i Europa, at man overholder menneskerettigheder og fundamentale arbejdstagerrettigheder, lyder det optimistisk fra Ole Christensen & co.

”Det handler om de ansattes rettigheder og om at forbedre konkurrencesituationen for de europæiske flyselskaber, der overholder reglerne. Men det handler også om sikkerhed for flypassager. Hvis piloten ikke har ret til løn under sygdom, kan man blive presset til at tage på arbejde, selv om man er syg. Der er heldigvis ingen konkrete beviser for, at dårlige arbejdsvilkår betyder dårligere sikkerhed. Et bevis i denne sammenhæng betyder et nedstyrtet fly,” siger Ole Christensen.

Udtalelsen kommer til afstemning i EU-parlamentet i december.

Ole Christensens politiske konsulent, Mette Marie Hansen, siger til standby.dk, at udtalelsen fra beskæftigelsesudvalget ikke nævner flyselskaber, men at det indenfor EU bl.a. drejer sig om Norwegian og Ryanair samt uden for Europa bl.a. Emirates og Qatar Airways.