Endnu et flyselskab dropper Venezuela

LATAM_Airlines_GroupLUFTFART: Sydamerikanske LATAM Airlines bliver det seneste flyselskab til at opgive flyvninger til Latinamerikas mest ”syge mand”, Venezuela, der skylder flyselskaber millioner og har årlig inflation på 180 pct.

Venezuela har en håbløs økonomi. Den er baseret på olie, hvor prisen er dalet markant de seneste år. Og landet har mere end svært ved udbetale penge, bolivars, til flyselskaber for udstedte billetter.

Landets regering tilbageholder lige nu op mod 30 milliarder kr. for flybilletter, der skulle være overført til 24 flyselskaber, oplyser International Air Transport Association.

Mange flyselskaber kræver, at passagerer betaler kontant for billetter fra Venezuela.

Sidste weekend meddelte Lufthansa, at man stopper med at flyve mellem Frankfurt og Caracas i Venezuela.

Ifølge Lufthansa skylder Venezuela nu Star Alliance-medlemmet over 100 mio. dollars for flybilletter fra Venezuela, der ikke er betalt.

Mange andre flyselskaber er stoppet med eller har indskrænket betjeningen af Venezuela, bl.a. Aerolineas Argentinas, Alitalia, Air Canada og brasilianske Gol samt American Airlines.