Emirates tester ny teknologi i København

LUFTFART: Emirates afprøver i lufthavnene i København og Chicago ny teknologi, der gør det lettere at styre drift og sikkerhed på flyvninger i vintervejr.

Københavns Lufthavn er med Chicago udvalgt af Emirates som testcentre for den nye teknologi til vintervejret, CheckTime. Den kan lave beregninger over, hvor meget afisningsvæske der er behov for i frostvejr. Systemets sensorer måler temperatur, vind og nedbør. Ud fra dette laver de beregning af behovet for afisningsvæske og sender automatisk meddelelse om dette til flyets piloter.

Det nye system er udviklet i samarbejde med finske Vaisala, markedsleder inden for målingssystemer til industrien, oplyser Emirates.

Teknologien fjerner en besværlig og manuel procedure, hvor piloter før måtte kombinere tids- og informationstabeller og vejrmeldinger for at finde den rigtige mængde afisningsvæske.

Nu giver Emirates piloterne mulighed for at fokusere på andre sikkerhedsaspekter, når de skal forberede en flyvning i voldsomt vintervejr. CheckTimes sensorer laver beregningerne og giver piloter besked om resultatet via flyets ACARS-system, en forkortelse for Aircraft Communications Addressing and Reporting System.

CheckTime-teknologien har også miljømæssige fordele, fordi det kan lave så præcise målinger, at der ikke bruges unødige mængder afisningsvæske.

København og Chicago er valgt som test-destinationer for CheckTime, fordi vejret her kan være voldsomt om vinteren. Tilmed betjener Emirates begge destinationer med Airbus A380 og Boeing 777, hvor sidstnævnte i København opererer som fragtfly. Emirates har dagligt passagerfly med en Airbus A380-dobbeltdækker med plads til 615 passagerer.

Emirates har foreløbig 255 fly og betjener over 150 lufthavne på verdensplan. Selskabet er verdens største operatør af Boeing 777 med indtil nu 160 og verdens største operatør af Airbus A380 med foreløbig 92.​