Emirates fik fire nye langrutefly samme dag

0

???????????????????????????????????????????

FLYSELSKABER: Emirates fra Dubai fortsætter med at tanke nye fly til det voksende antal ruter og udvidelser på eksisterende. Forleden modtog Emirates tre Boeing B777 og kom samme dag op på 66 eksemplarer af verdens største passagerfly, Airbus A380.

Emirates modtog samme dag sidste uge to Boeing 777-300ER, et Boeing 777 fragtfly og en A380. Emirates er verdens største operatør af Boeing 777 og A380.

Emirates har i alt bestilt 140 A380, og har nu de første 66. En A380 med plads til 615 passagerer indsættes fra 1. december på selskabets daglige rute fra Dubai til København – en stigning på over 40 pct. af udbudte flysæder i forhold til den B777, der i dag betjener ruten.

Emirates modtog sin første Boeing B777 i 1996 og har siden pensioneret tre ældre B777. Med en rækkevidde på over 17.000 km betjener Emirates’ Boeing 777 op mod 100 destinationer verden over. De fire nye fly gennemgik præ-service vedligeholdelsestjek inden de blev sat i ordinær drift. Jomfruflyvningerne for de to Boeing 777-300ER bragte passagerer fra Dubai til Kuwait og Mumbai, mens den første tur for den nye A380 afgik fra Dubai til Düsseldorf. Boeing B777-fragtflyet var planlagt til at flyve direkte fra Seattle-området, hvor det blev bygget, til Hong Kong for at opsamle 103.000 kilo last.

Emirates har indtil nu i år modtaget 14 nye fly, herunder ni A380’ere og fire Boeing 777-300ER. I samme periode har selskabet pensioneret fire Airbus A340-500, tre A330-200 og en Boeing 777-200.

Emirates har i øjeblikket 238 fly og bestillinger på yderligere 270 fly. I ordrebeholdningen indgår 46 Boeing 777-300ER, 115 af den kommende nye Boeing 777-9X og 35 Boeing 777-8X samt 74 Airbus A380.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn