Easyjet kunne have udløst flykatastrofe

3

easyjet a319LUFTFART: Mekaniker, der havde arbejdet med Easyjet-fly i Geneve inden afgang til København, glemte skruenøgle på flyets vinge. Det så en passager, der fik stoppet flyet inden start.

Skruenøglen ses tydeligt på fotos offentliggjort af den engelske avis The Sun, hvor den er kilet ned mellem to af Airbus-flyets ”flaps” på bagsiden af den venstre vinge.

En 25-årig passager fik øje på skruenøglen mens flyet, der fra Geneve skulle til København, var på vej mod startbanen og slog alarm. Kaptajnen returnerede til terminalen, hvor skruenøglen blev fjernet og vingen undersøgt. En time senere lettede flyet mod København.

En talsmand fra Easyjet bekræfter, at skruenøglen var fundet ved flapsene på flyet – og at hændelsen nu undersøges, ligesom de schweiziske luftfartsmyndigheder er blevet informeret.

Hvad der var sket, hvis det glemte værktøj ikke var blevet opdaget, kan ingen vide. Men var det f.eks. under starten faldet ned på startbanen, kunne et efterfølgende startende fly have ramt skruenøglen med mulige katastrofale følger. En luftfartsekspert siger til The Sun, at det minder om hændelsen i juli 2000 i Paris, der fik et Concorde-fly til at havarere kort efter start fra Paris.

”Afhængig af, hvor meget skruenøglen var kilet ned, kunne piloterne på Easyjet-flyet måske have mærket noget var galt når de efter start skulle trække flapsne ind – og så have valgt en sikkerhedslanding,” siger han.

Ved katastrofen i Paris’ de Gaulle-lufthavn ramte hjul på den startende Concorde et stykke metal, der var faldet af en DC10 fra amerikanske Continental Airlines, der var lettet kort forinden. Nogle af hjulene på Concorden eksploderede pga. metalstykket og dele røg ind i en af flyets brændstoftanke, der eksploderede. Kort efter styrtede flyet ned i nærliggende hotel. 113 omkom – alle de 109 i flyet, bl.a. to danskere, samt fire i hotellet.

 

3 KOMMENTARER

  1. Hvem er denne “ekspert” som ikke kan stave til “flapsene”? De piloter jeg har talt med på mine rejser fortæller at man ikke kan “mærke” noget på fly-by-wire fly, men at der er systemer som stopper operationen af eks flaps og slats, hvis de er mekanisk blokeret.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn