Død passager gav Norwegian-tilbud om sandwich

Norwegian B737-800 i SalzburgFLYSELSKABER: I fredags døde passager på Norwegian-fly i spanske Alicante inden flyet skulle til København. Ifølge medpassagerer gik Norwegians kabinebesætning i panik. ”Vi tilbyder ikke krisehjælp til passagerne, hvis nogen dør om bord,” medgiver Norwegian.

Tre passagerer kritiserer Norwegian efter medpassager døde under kaotiske tilstande før afgang fra Alicante til København. ”Vi fik ingen information eller tilbud om krisehjælp,” siger de til Ekstra Bladet.

Hændelsen skete på Norwegian-fly DY5524 inden afgang fra Alicante til København. Men Norwegian havde ingen tilbud om krisehjælp efter landing i København.

”Vi kunne bare tage hjem, selv om vi havde set en mand dø,” siger passager Lærke Jensen til avisen.

Kort før afgang fra Alicante til København faldt mandlig passager om i flyet. Ifølge de passagerer, Ekstra Bladet har talt med, gik Norwegian-besætningen i panik, og det tog fem minutter, før man begyndte på førstehjælp. Og efter lang ventetid kom ambulancefolk i flyet. De forsøgte at redde manden, men han døde.

Herefter blev passagerne bedt om at forlade flyet.

Medpassagerer Lærke Jensen, Mads Rademacher og Kristian Rasmussen siger til Ekstra Bladet, at de ikke fik information om episoden eller tilbudt krisehjælp.

”Det eneste vi fik, var en sms. Vi fik ingen andre informationer, og vi blev ikke tilbudt nogen hjælp, vi blev tilbudt en sandwich i lufthavnen, det var det,” siger Kristian Rasmussen.

Norwegians informationschef Charlotte Holmbergh Jacobsson forklarer, at hun har talt med en passager, som har fortalt, at besætningen gjorde, hvad den kunne.

”Vi ved endnu ikke præcist, hvad der skete eller hvor lang tid der gik, inden passageren fik hjælp. Men en passager, som jeg har talt med, siger, at så snart besætningen fik at vide, at en mand var i nød, gjorde de hvad de kunne for at hjælpe. Så jeg tror, at besætningen håndterede situationen korrekt”, siger Charlotte Holmbergh Jacobsson og tilføjer: ”Norwegian tilbyder ikke automatisk krisehjælp til passagerer, hvis nogen dør. Vi gør vores bedste for at tage bedst mulig hånd om de pårørende.”

En mand i 40’erne fik problemer med vejrtrækningen og besvimede kort inden afgang. Og så udbrød der panik. ”Pludselig løber en stewardesse fra midten af flyet op mod cockpittet og siger, at der er en nødsituation. Jeg ser så, at der er en mand, der ikke kan trække vejret,” fortæller Kristian Rasmussen til Ekstra Bladet. De to passagerer beskriver, hvordan manden lå i mellem fem og ti minutter, uden at en eneste fra kabinepersonalet kom til undsætning.

”Stewardesserne løb forvirret frem og tilbage, mens der blev kaldt efter en læge over højttalerne. Der går mindst fem minutter, før en mand melder sig til at give hjertemassage,” siger Kristian Rasmussen, der er sikker på, at det ikke var en fra kabinepersonalet, der gav hjertemassage.