Det manglede bare

Norwegian.com 787-8 EI-LNA (02-Sonja Henie)(Grd) PAE (ND)(46)-MMANDAGSKLUMME: Hvis man skal tage Open Skies aftalen mellem Europa og USA alvorligt, kunne man naturligvis ikke undgå at give Norwegian en tilladelse via datterselskabet i Irland.

Af Ejvind Olesen

Uanset hvad man måtte mene om Norwegian, har flyselskabet efter tre års ventetid fredag aften fået den gyldige tilladelse til datterselskabet Norwegian Air International i fuld udstrækning kan opnå de samme rettigheder som øvrige selskaber i EU under Open Sky aftalen mellem EU og USA.

Det har allerede bevirket en storm af protester fra fagforeninger i USA ledsaget af en opfordring til kommende præsident Trump om at gribe ind i den afgørelse Transportdepartementet i USA har truffet.

Fra Europa har mange netværksselskaber protesteret af frygt for udflagning og social dumping. Heriblandt også SAS og fagforeninger. Lige lidt har det hjulpet, og det bør det også.

Hvis man mener det er urimeligt, må man naturligvis ransage sig selv. Norwegian har ventet i tre år på at få de samme rettigheder, som europæiske kolleger. Fordi selskabet er irsk, og fordi man følger de meget liberale irske regler. Noget, som SAS måske også pusler med tanken om. Det svar får vi inden længe.

Hvis alle EU-flyselskaber er godkendt i de 28 lande (snart 27), er de efter Open Sky også berettiget til at flyve hvordan og hvornår i USA. Og ikke mindst med et personale på lokale irske overenskomster, langt under de danske og norske.

Hvis andre EU-selskaber mener det er urimeligt – og det gør de – må de ikke rette smed for bager, men sørge for, at man følger fælles regler. Med andre ord stå sammen om fair overenskomster og samme konkurrenceregler. Hvis de udnytter reglerne i Irland og måske også i andre EU-lande til en ydre grænse med liberale arbejdsforhold, må reglerne ændres uafhængigt af USA.

Som det er nu, er man i gang med at tvinge sig selv ned under skyerne til priser ingen – selv ikke Bjørn Kjos- kan leve af.

Men den første betingelse for at vinde en kamp er, at hele holdet står sammen. Som så meget andet i EU, er det ikke tilfældet.