Det er en ommer TUI, man skal ikke opdrage sine kunder

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: En rejsearrangør skal ikke på bedste (svenske) vis bebrejde de danske kunder, hvis de ikke tænker nok på klima og miljø, når de skal på ferie. Hvis formålet er at sælge så meget som muligt, og det er det vel, må folk selv om, de supporter vindmøller og cykler på ferie.

Af Ejvind Olesen  

Det er noget af en hård nyser TUIs danske pressechef Nicolai Johnsen stod for i ugens løb og forud for ’Green Friday’ i dag. Hovedprincippet er ’Better Holiday, Better World’.

Jeg har i mine 42 år i den danske rejsebranche aldrig set en pressemeddelelse som denne. Og jeg har set mange tusinde. Her er slag til højre og venstre. Til media, til kunder, til kolleger og til konkurrenter. Det ser ud, som om den kunne være forfattet af Nikolai selv, men tro mig – det er den ikke. Den stammer fra en eller flere svenskere i hovedkvarteret i Stockholm. Sådan ville et dansk bureau aldrig skrive.

Læs blot: ”Danske medier, rejsebureauer og onlineportaler negligerer deres ansvar, når de ikke sætter fokus på bæredygtighed i det daglige. Hverken danske medier eller de danske rejsebureauer gør en tilstrækkelig indsats for at informere om bæredygtighed. Vi står i en ekstrem udfordrende klimakrise, men desværre bliver informationen om bæredygtighed altid gemt bagerst på hylden. Hvis vi skal løfte et større ansvar, bør der sættes fokus på forholdet mellem bæredygtighed og rejser,” lyder det fra Nikolai Johnsen.

”Meget få forbrugere ved i dag nok om, hvordan deres ferievalg er. Bæredygtig og klimavenlig forekommer meget sjældent i forhold til mere sælgende termer som ”terror” og ”billig”. Jeg vil opfordre alle i branchen i 2017 til at begynde at kommunikere mere om bæredygtighed på rejsen. Hvis ikke vi handler hurtigt i forhold til klimaet, kan vi begynde at miste nogle af de destinationer, som vi holder mest af,”  fortsætter Nikolai sit ikke just sælgende opråb.

Også onlineportalerne får en på hatten: ”Hvis man som dansk forbruger forsøger at finde for eksempel Hotel. Com’s politik for bæredygtighed, bliver man slemt skuffet. For den findes ikke. Men også onlineportalerne har et stort ansvar for at gøre bæredygtighed til en integreret del af forretningen. Så det er ganske enkelt ikke godt nok,” fastslår Nikolai Johnsen, som jeg i øvrigt hverken kan eller vil bebrejde noget. Han gør blot, hvad han får besked på.

Der er ingen tvivl om, at en sådan pressemeddelelse giver pote over for den svenske ledelse, men det går ikke i Danmark. Spørg bare i SAS, hvor man en overgang opfordrede passagererne til at give et økonomisk bidrag som syndsforladelse (nej, det ord brugte de ikke, men meningen var god nok) for at bruge brændstof på en flyrejse. Det blev en lammende fiasko, og under èn procent reagerede. Også den aktion stammede fra en svensk ledelse.

Er vi danskere da nogle grise i forhold til vore svenske naboer? Naturligvis er vi ikke det. Vi tænker lige så meget på en renere verden og på at opføre os pænt, både når vi skal på ferie og når vi er hjemme.

Og det vi mindst af alt vil, er at blive opdraget af vores rejsearrangør, flyselskaber eller hoteller. Og vi vil slet ikke have dårlig samvittighed, fordi vi bruger dem.

God weekend