Det er en ommer, SAS

sas CRJ900TORSDAGSKLUMME: Der mangler ikke piloter, men der mangler omskolede piloter, og så er det hele måske gået en lille smule for hurtigt med implementering af datterselskabet.

Af Ejvind Olesen

Der må være nogen, der har røde ører i SAS. Når man som lyn fra en klar himmel må ud at aflyse 34 flyvninger i denne uge og formentlig også nogle stykker ind i næste med baggrund i pilotmangel. Sådan noget må jo ikke ske i et ellers veldrevet selskab.

Kunne det være en pludselig epidemi, der havde bredt sig blandt selskabets piloter? Ja, det kunne det selvfølgelig. Men det var det ikke. Den officielle grund er pilotmangel i Cimber, hvis flyvninger blev aflyst på 13 ruter.

Endnu værre blev det så, fordi SAS heller ikke hos eksterne partnere eller andre kan finde ledig kapacitet i øjeblikket.

Det er ikke mere end et par uger siden, at vi her på siden kunne oplyse, at 500 piloter har lagt ansøgning ind hos SAS datterselskab, Cimber A/S, som i løbet af de næste år skal bruge 120 piloter. Fordi alle tidligere SAS piloter skal tilbage til moderselskabet.

Dengang sagde adm. direktør Kent Hansen, Cimber, her på siden: ”Det er fortsat lidt usikkert, hvor mange piloter SAS trækker tilbage. Det er ikke helt afklaret endnu.”

Noget kunne tyde på, at det er sket hurtigere end planlagt. Måske store SAS har forgabt sig på opgaverne i vinterfartplanen. Men den har dog været kendt et halvt års tid.

Pilotmangelen er en relativ størrelse. Der er ikke mangel på piloter, og slet ikke i Cimber eller SAS, men der er mangel på piloter, som er klar til at flyve de pågældende fly.

Blandt de ansøgninger, som Cimber får ind, er nogle helt nyuddannede. De skal videre på praktisk uddannelse. Blandt de erfarne er der tale om omskoling hos Cimber til CRJ-jet.

Flere af sidstnævnte skal starte som kaptajner, fordi næsten alle Cimbers SAS-piloter slutter som kaptajner, der i sagens natur ikke kan afløses af nyuddannede.

Det har åbenbart skabt en mangelsituation, som burde være undgået.

Men som fhv. præsident i SAS, Jan Carlzon, sagde: ”Hvis ikke personalet begår mindst en fejl om måneden, er det fordi de ikke har taget udfordringer.

Det gælder dog ikke vore piloter.”