Det bor i os alle

Ejvind Olesen.

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Vi har allesammen i Danmark en andel i SAS, som fylder 70 på mandag. Det var sjovere både for ansatte og kontaktpersoner før i tiden, men det er fortsat det eneste skandinaviske fællesskab, der har overlevet – Jeg har fulgt med i 43 år.

Af Ejvind Olesen  

Jeg er ofte blevet beskyldt for at sove i T-shirt med Royal Caribbean Cruise på ryggen og SAS på brystet. Senest i forbindelse med min runde dag for ikke så længe siden.

Nogle mente det som en ros, andre lidt drillende med mængden af artikler i spalterne i Berlingske og senere i Stand By/Take Off i tankerne. Hvad krydstogter angår, var de norsk/amerikanske skibe, og selskabet bag, langt de mest aktive, og det bar lønnen i sig selv.

Hvad SAS angår, er det fælles eje, som de skandinaviske fædre i 1946 besluttede i en fordeling, der resulterede i 3/7 dele til Sverige og 2/7 til Danmark og Norge. Sådan blev også en lang række opgaver og poster fordelt samtidig med, at hovedkvarteret skulle ligge i Stockholm.

Det første har gennem årerne været en dyr og personalekrævende ordning, og det kostede blod sved og tårer at nå så langt, men kloge erhvervsfolk holdt ud. De kunne se, at alene var de tre lande (danske DDL, norske DNL og svenske SILA) ikke bæredygtige i international luftfart.

I sidste øjeblik kom resultatet hjem efter 12 timers forhandling, inklusive hele natten op til 1. august i 1946. Den børsnoterede SAS aktie er i dag fordelt med 21,4 procent til Sverige og 14,3 procent til Danmark og Norge.

Der har været mange prøvelser på sammenholdet – også i min tid. Jeg overtog stofområdet i 1973, og var på min første introduktionstur samme år. Det var dengang hverken SAS eller

Ejvind Olesen i Stockholm med nuværende præsident Rickard Gustafson, der ved samme lejlighed sagde, at ’man skal have is i maven for at lede SAS’. Her ser de sammen i Knut Hagrups bog om der skulle være et godt tip fra 1973. (Foto Preben Pathuel).

Ejvind Olesen i Stockholm med nuværende præsident Rickard Gustafson, der ved samme lejlighed sagde, at ’man skal have is i maven for at lede SAS’. Her ser de sammen i Knut Hagrups bog om der skulle være et godt tip fra 1973. (Foto Preben Pathuel).

Berlingske havde bekymringer om at invitere pressen eller at tage imod.  Vi behøvede ikke at skrive ’Berlingske var inviteret af’, og SAS kunne ikke drømme om at opkræve et beløb for invitationen.

Den danske pressechef Søren Berthelsen var turleder og blandt deltagerne var fhv. chefredaktør Thyge Madsen, Vestkysten og Bent Bertramsen fra Danmarks Radio.

Vi fløj Boeing 747 over Nordpolen via Anchorage til Tokyo og videre et par dage senere med en DC 8 (fra partneren Thai Airways) fra Tokyo over Manilla til Bangkok og med SAS hjem. Så var jeg ligesom i gang – og har været det siden. Det er klart, at lysten til at læse om jubilaren og min ’memory lane’ ikke rummer plads til 43 år. Men nogle glimt, også de mere humoristiske, følger i dag.

Jeg startede med Knut Hagrup som SAS præsident. Lidt tør nordmand, teknokrat og mere interesseret i fly end i kunderne. Det var Knut med bemærkningen: ’Motivation af personalet, er det nødvendigt? De har jo deres gode løn’.

Toppunktet blev 13 år med Jan Carlzon. Da var det sjovt at følge både for kunder, ansatte og journalister. Blev vi forkælet? Det gjorde vi vel, men den livsglæde, der strømmede en i møde fra de ansatte, var ren flødeskum. De var så stolte af at være ansatte i selskabet – også inden de fik gulduret i julegave.

De kom på smilekursus, og Jan Carlzon rev skiftevis pyramiderne ned og byggede dem op igen. Det kunne godt være en smule forvirrende, og han var ikke lige populær hos diverse bestyrelser. De mente, at han gav efter for let over for fagforeningerne, som konstant truede med strejker, når de ikke fik deres vilje.

Lidt ret havde kritikerne, men uendelig meget stod på spil blot med nogle få strejkedage. Og bestyrelsen var heller ikke parat til strejkerne, men spillede ansvaret videre til Carlzon.

Jeg har i de 43 år oplevet utroligt mange arbejdskonflikter, men ingen som den seneste, da kabinepersonalet skulle overflyttes til datterselskabet Cimber A/S med lovning om samme løn, anciennitet – og tilbage til moderselskabet på kort tid. Den har kostet dyrt, og endnu har CAU en millionbøde hængende i en sag, som de ser ud til at tabe. Nogle mere erfarne fagforeningsledere – som jeg har kendt mange af i flyselskabet – havde helt undgået det opgør.

Jeg var ordstyrer på Langeliniepavillonen i Skålklubben i 1993, da SAS formand og direktør i Den Danske Bank, Tage Andersen, var gæst. Ivan Nadelmann var formand i Skålklubben og introducerede os for over 100 frokostgæster.

På et vist tidspunkt så Tage Andersen mod mig med følgende bemærkning: ’Tror du ikke snart din gode ven Jan Carlzon skal skrive endnu en bog om sig selv?’.

En ret så barsk bemærkning om sin direktør fra formanden. Carlzon vidste godt, hvor det bar hen, og jeg var langt ude i familie med Danske Bank direktøren. Så vi kom over det, men samme år blev Jan Carlzon fyret.

En anden dansk formand var i en længere periode Haldor Topsøe. Ham skulle man ikke tage fejl af, og han var nærmest som en far for Jan Carlzon. Sammen arrangerede de en tur til LA for at fejre 30 året over Nordpolen med mange inviterede gæster – og journalister. Heriblandt også pensionerede Gunnar Nu Hansen og min forgænger Povl Westphall.

Med på Hotel Beverly Hills i Los Angeles til at underholde ved SAS gallaften for amerikanske kunder (300 inviterede) var også Svend Asmussen, Eddie Skoller og Lill Lindfors. Næste dag var vi alle på en tur til Tjiuana i Mexico til akkompagnement af Herb Albert.

Topsøe holdt en forrygende tale – på engelsk naturligvis. Senere på aftenen betroede han mig, at han ville stoppe som SAS formand. Den røg omgående af sted hjem til avisen.

Næste dag var der lidt mørke miner, da vi mødtes. ’Min kone har ringet fra København. Det stod i Berlingske, at jeg vil stoppe i SAS’. ’Ja, var det ikke det De sagde?’

’Ejvind (fornavn) De er en nisse’. –Topsøe stoppede ikke, og jeg kunne fortsat ringe til ham aften og helligdage og høre nyt om SAS.

Den dag i dag aner jeg ikke, om det var en kompliment, eller det modsatte – og nu kan jeg ikke spørge. Jeg har desværre kun haft en dansk præsident i SAS, nemlig Jørgen Lindegaard, og ham var vi glade for. Vejen til spalterne i en dansk avis var også noget lettere end for en nordmand eller svensker (bortset fra Carlzon). I dag vil ingen i dansk presse indrømme, at det spiller nogen rolle, men se om det ikke gør det?

Vil SAS overleve de næste 10 år – eller bare fem til det egentlige jubilæum? Ja, men måske med partner. Lufthansa har sendt en uvenlig hilsen ved at registrere navnet ScandinavianWings. Enten med henblik på selv at konkurrere eller købe op og overtage givtige Europaruter fra Skandinavien.

Men Lufthansa har allerede én gang ødelagt forholdet til SAS. Efter 18 års godt samarbejde. Etihad eller andre fra Mellemøsten kunne godt tænke sig en bid, men må højst købe 49 procent. Man skal snarere kigge mod det forhenværende EU-land – og British Airways.

Men hvordan med den nordiske treenighed? Norge vil gerne sælge, men Danmark vil næppe. Sverige vil godt sælge, men i hvert fald ikke til Norge. Danmark vil måske godt sælge, når det rigtige tilbud kommer, ifølge den danske formand Fritz Schur. Dog næppe et salg til Sverige (tænk Københavns Lufthavn contra Arlanda I Stockholm). Og de skal være enige, hvis der skal sælges til en ekstern køber.

For at par år siden spurgte vi Fritz Schur om, et fornuftsægteskab kan blive nødvendigt for SAS. Svaret kom prompte: ’For at kunne indgå ægteskab skal man gerne være en attraktiv partner.’

Netop nu går det hæderligt i SAS omgivet af konkurrenter fra lavprisselskaber. SAS har fået et rigtig godt langruteprodukt for business konceptet, men også her presser lavprisselskaberne på.

Vi ejer fortsat en lille bid af den gamle dame. Der er ikke forberedt en stor fest denne gang, men lad os ønske hinanden til lykke med de 70 i håb om, at vi også når til selve jubilæet om fem år.