Derfor sælger SAS Cimber

Ejvind Olesen.

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Noget tyder på, at det er mangel på piloter med tilstrækkelig baggrund, der fik SAS til at miste tilliden til sit eget datterselskab, omend det var selvforskyldt. 45 piloter med kaptajnsrang skal tilbage til SAS inden april næste år.

Af Ejvind Olesen

Rygter om SAS salg af Cimber til irsk City Jet ser ud til at holde. Respekt for vore kolleger i check-in for den nyhed. Parterne har forhandlet i tre måneder og er tæt på en afslutning. Da SAS er et børsnoteret selskab, får man af gode grunde ikke nogen ansvarlig til at kommentere den nyhed.

Alligevel er det skuffende, at SAS ikke kunne holde fast på sin egen gode idé med et regionalt selskab i eget regi som datterselskab. Noget, der var tilløb til flere gange for at få omkostningerne ned. Ligesom hos flere af de andre store europæiske netværksselskaber. Og som det var med Snowflake under Jørgen Lindegaard.

Nu blander man blod med irske City Jet, og hvad kan de mon, som Cimber ikke kan, bortset fra at billiggøre driften endnu mere? Til gengæld ser det udelukkende ud til at være CRJ900, altså jetfly og ikke ATR, hvor bl.a. Jet Time har en omfattende aftale med SAS.

SAS har i forvejen et godt samarbejde med City Jet, som også købte Blue 1 af SAS i Finland og med succes overførte opgaverne til CRJ-flåden. Som det ser ud lige nu, opererer 12 CRJ fly i Cimber og otte for City Jet i SAS.

Siden SAS for godt to år siden købte Cimbers fallitbo blot med rettigheder og navn tilbage for bare 20 mio. kr. har det haltet. SAS røg ind i en fuldstændig vanvittig faglig konflikt med CAU kabinepersonalet om overflytning i en virksomhedsovertagelse. Strejken var overenskomststridig, og i dag er al kabinepersonale tilbage i SAS, mens CAU hænger på et stort erstatningsbeløb.

Det har hele tiden været en smule underligt, at SAS valgte at udlicitere til City Jet, når man har eget datterselskab, som sagtens kunne vokse. Her kommer problemet. SAS ret til at kræve piloter tilbage til moderselskabet. Det gik uventet hurtigt og holdt Cimber i en pilotmangel, som gjorde det nødvendigt med en række aflysninger. Det spil kan man i hvert fald ikke opføre med irerne.

Netop nu er der 45 kaptajner i Cimber, som skal tilbage til SAS og flyve Airbus senest næste år til april. Hvor City Jet vil finde erstatning for dem, har de forhåbentligt sikret sig, inden de skriver under. Ellers får vi en ny stribe aflysninger.

God weekend