Delta atter klar til København

0
Fra Delta Air Lines-sammenkomsten i aftes i København, fra venstre direktør for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, salgschef Jens Vestergaard fra Air France KLM, ejer af Guldsmed-hotellerne, Sandra Plesner Weinert, Deltas europæiske regionsdirektør, Robert Hannah, og salgsdirektør John Migliorini fra Atlantic Link.
Fra Delta Air Lines-sammenkomsten i aftes i København, fra venstre direktør for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, salgschef Jens Vestergaard fra Air France KLM, ejer af Guldsmed-hotellerne, Sandra Plesner Weinert, Deltas europæiske regionsdirektør, Robert Hannah, og salgsdirektør John Migliorini fra Atlantic Link.

FLYSELSKABER: Verdens næststørste flyselskab, amerikanske Delta Air Lines, markerede i går, at det igen i år har en kort sommerrute mellem New York JFK og København. Sammenkomsten i København havde over 100 deltagere fra rejsebranchen. Over halvdelen af de rejsende på ruten til København er amerikanere.

Air France KLM og deres amerikanske Skyteam-fætter, Delta Air Lines, havde i går sammenkomst på Axel Guldsmeden Hotel sammen med turistrådet fra Californien og San Francisco. Anledningen var, at Delta Air Lines fra 2. juni til starten af september atter vil flyve fra fire ugentlige fly til daglige afgange mellem JFK og Københavns Lufthavn. Ruten trafikeres allerede flere gange om ugen af Norwegian.

Ca. 60 pct. af passagererne på Delta-ruten bliver amerikanere, typisk krydstogtpassagerer.

Delta har hidtil været verdens største flyselskab, men titlen er nu overdraget til sammenbragte American Airlines og USA Airways fra Oneworld-alliancen. Mens Delta har 170 mio. passagerer om året, er der ca. 30 mio. flere hos American & Co.

Delta skal roses for at være eneste USA-flyselskab, som viser interesse for København; omend interessen bliver stadig mindre. Efter United Airlines i 2012 trak sig fra ruten mellem Newark ved New York og København, er Delta nu eneste amerikanske flyselskab i København.

Ruten blev indtil forrige år fløjet med en Boeing B767 med 209 sæder. Men fra sidste år indsatte Delta en mindre B757-200 – og dermed ca. 40 pct. færre flysæder, i alt 164, heraf 15 på business class (Delta One) 44 på Comfort Plus og 105 på economy.

Delta Air Lines har også en sommerrute fra JFK til Stockholm – fløjet i ca. samme periode som ruten til Københavns Lufthavn.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn