Delta Air Lines øger på København

delta-air-lines-boeing-767LUFTFART: Det eneste USA-flyselskab, der betjener Københavns Lufthavn, indsætter større fly på næste års sommerrute.

Delta Air Lines fra Skyteam-alliancen fløj i år sin sommerrute mellem New York JFK og København fra 27. maj til 6. september – i perioder med dagligt fly. Delta Air Lines flyver også sommerrute til Stockholm.

Ruten fra JFK til København blev i denne sommer fløjet med hhv. Boeing B757 med 164-168 passagersæder og Boeing 767-300ER med plads til 211 eller 225 passagerer, afhængig af konfigurationen.

Men nu skriver CPHTraveller.dk, at Delta fra næste sommersæson planlægger større fly på ruten, nemlig Boeing 767-400ER. Den har i Deltas version plads til 246 rejsende, heraf 40 på business class.

Delta flyver sommersæsonen til København med fra nogle afgange om ugen til dagligt. Salgschef for bl.a. Nordeuropa, Jan Feenstra, sagde i april til standby.dk, at han ikke tror, Delta igen vil flyve hele året på København. Det skyldes bl.a., at selskabet har flere ruter fra Amsterdam til USA.

For flere år siden havde Delta helårsruter til København fra såvel New York som selskabets hovedlufthavn, Atlanta i Georgia, verdens største lufthavn. Sidste år kom Atlanta for første gang over 100 mio. passagerer, i alt 101,5 mio.

Selve Delta og dets datterselskaber havde sidste år 160 mio. passagerer.