De skal bestå prøven næste år

Ejvind Olesen.NYTÅRSKLUMME: Der er mange, der skal ud i nogle dristigeudfordringer i den danske rejsebranche i 2015, men også mange, som jeg tror, vil bestå prøven. Desværre er der også nogle, som kører fast og skal tænke sig godt om.

Af Ejvind Olesen 

Lige til det sidste i år har der været pænt med overraskelser undervejs. Og godt med nyheder, som for standby.dk har betydet rigtig mange nye læsere og høje besøgstal.

LUFTFART: Senest SAS overraskende køb af Cimber kort før lukketid med udgangen af marts. Men det er værd at bemærke, at Cimber efter en omtumlet tilværelse i denne omgang ikke er gået fallit og for længe siden bebudede, at man ville lukke ned, når de løbende SAS-kontrakter slutter. Nu blev det så i stedet til et salg.

Det skal blive spændende at se, om SAS denne gang formår at føre et lavprisselskab i marken på det niveau, som er nødvendigt for klare sig. Sker det ikke i en god dialog med personalet, kan købet af Cimber vise sig at være helt omsonst. Har man tænkt på det? Jeg vælger at tro – og håber – det lykkes. I modsat fald kan rigtig mange ansatte i det skandinaviske luftfartsselskab godt begynde at se sig om efter et andet arbejde.

I Københavns Lufthavn fortsætter man med at ekspandere. Her mangler ingen penge til investeringer. Det skal vi være glade for i Danmark, men det kan godt ærgre, at man i sin tid solgte majoriteten af aktierne til udenlandske selskaber. Infrastrukturen for luftfarten må gerne forblive staternes ejendom.

Det mest spændende her bliver at se, hvor alvorligt Ryanair mener sin ankomst. Foreløbigt ser det ud til, at det ”bare” er Malmøproduktionen, der flytter til København. Men der kan lure overraskelser, og sikken en trafik den skrabede lavpristerminal kan blive kastet ud i. Det har den også trængt til længe.

Norwegian fortsætter med at udvide trafikken, men næppe som i år. Formentlig får selskabet lov at flyve fra Europa på irsk licens, men mener selskabet det mon helt, når man er parat til at acceptere, at der kun flyves med amerikansk og europæisk personale? Hvis det nu er asiater, ansat i et selskab i Irland, er det så europæere i Norwegians forstand?

EU kommer heller ikke næste år til at godtage nogen form for udflagning i lighed med den, der finder sted i skibsfarten, og SAS personalet bliver ikke skattefrit.

HOTELLER: I hotellernes verden var årets overraskelse, at Bella Sky, Crowne Plaza og Marriott bliver samlet under èn hat, oven i købet med samme direktion, som også styrer Bella Center og Forum. Det kræver en effektiv styring, som Allan Agerholm magter, hvis han formår at holde de rigtige folk omkring sig. Og kan holde en armslængde (det er sådan et populært udtryk lige nu) til bestyrelsesformand Oscar Crohn?

EVENTS: På Event-siden (begivenheder) kunne vi godt have undværet en begivenhed i København som Melodi Grand Prix, der endte med at koste ca. 370 mio. kr.(eller ca. fem år mere med RadioUnderholdingsorkestret). Nogen må fortsat have meget røde øren, og jeg har svært ved at tro, der nu kan være gjort rent bord.  En sådan situation ville jeg aldrig have troet at Michael Mørch, tidligere SAS direktør, generalkonsul i New York samt direktør i Bikubefonden, kunne have stået model til, uden at sætte hælene i med den korte besked til DR: ”Drop det, eller vælg Herning eller Horsens i stedet for os.”

KRYDSTOGTER: Endnu engang fik Københavns Havn pris som Nordeuropas bedste med tre nye terminaler og tilhørende kaj, som blev indviet af Dronningen. Det er fortsat en gang rod med trafikken til og fra, men der er forbedringer på vej, og det har slet ikke været så slemt, som mange frygtede.

Det kommende år når vi ikke op på helt så mange anløb, men dog fortsat tæt på 300 i løbet af sæsonen. Der bliver et glad gensyn med Disney Cruise, som kommer flere gange. Det sætter også sit præg på byen, bl.a. i et samarbejde med Tivoli.

Den ubekendte på tærsklen til det nye år er, om Ruslands og Putins problemer kommer til at smitte af på trafikken i Baltikum. Ender det med, at amerikanerne ikke vil eller tør besøg St. Petersborg på krydstogter fra København, da bliver der sandsynligvis masser af billige tilbud fra København for at fylde op, hvis rederierne da ikke vælger helt andre ruter. Det sidste har de svært ved. Det så vi ved Tjernobyl-katastrofen i sin tid. Håbet må være, at trafikken bliver som programlagt netop nu.

FORSIKRING: I år sagde vi så endegyldigt farvel til det gule kort. Det fik forsikringsselskaberne op på mærkerne. Nogle hurtigere end andre, men generelt med det offentlige i en elendig informationskampagne. Spørg forbrugerne i dag om de kender forskellen på det fhv. gule kort og det blå mod en privatforsikring. De færreste ved det, og nu er det et halvt år siden regionerne valgte at spare på udgiften til det gule kort.

ERSTATNING: Sidst men ikke mindst vil jeg udtrykke ønsket om, at forbrugervældet må blive holdt i skak. Rejseankenævnet gør sit bedste, men loven, man handler efter, er mildt sagt kryptisk med objektivt ansvar. Den lov må da blive ændret.

Det samme må forordningen fra EU om erstatning ved flyforsinkelser og aflysninger. Den usympatiske aktion, som enkelte firmaer har startet ved at forfølge kunder, der er blevet forsinket, tilbyde dem hjælp og splitte gevinsten efter en retssag, er direkte usympatisk og kan i sidste ende lukke et flyselskab eller lignende på helt uretfærdigt grundlag. Ændringer er på vej og har været det siden juni. 62 A4 sider! Værsgo og gå i gang.

ÅRETS VÆRSTE NYSKABELSE: På det nyeste krydstogtskib i Royal Caribbean er der en bar med robot som bartender. Jeg synes det er slemt nok, at man skal gennem en maskinhal, når man skal ud at flyve. Hvis man nu ikke engang kan tage sig en sludder med bartenderen, kan man lige så godt blive hjemme foran fjernsynet.

Glædelig jul og godt nytår.

På gensyn 5. januar.