Dansk turisme omsætter for 95 milliarder kr.

0

woco kinesere turist københavnTURISME: Danmark fik i 2014 i alt 94,7 milliarder kr. i omsætning fra turisme og 115.000 arbejdspladser, viser en analyse fra VisitDenmark. ”Investeringer i produkter har været afgørende,” lyder det fra Horesta.

VisitDenmarks årlige analyse af turismens økonomiske betydning understreger atter erhvervets store betydning for dansk økonomi. De mange tal er meget komplekse at beregne, så analysen er ”kun” for 2014.

Turisme-omsætningen i Danmark var i 2014 på 94,7 milliarder kr., en stigning på næsten tre milliarder kr. i forhold til 2013, hvoraf 37 milliarder kr. i 2014 kom fra udenlandske turister.

Det gør turisme til Danmarks fjerdestørste indtjener af fremmed valuta, hedder det fra VisitDenmark.

I toppen over kommuner med størst omsætning fra turister er København. 21,5 milliarder kr. omsatte turisterne for i hovedstaden i 2014, og 38 milliarder kr. i hele Region Hovedstaden.

Også staten tjener godt på turisme: Provenu via moms, afgifter og skatter var i 2014 på 39 milliarder kr. Og turismen understøttede i 2014 i alt 115.000 jobs, men ikke kun i traditionelle turismevirksomheder som overnatningssteder og restauranter. Faktisk topper detailhandlen listen med turismeskabte arbejdspladser med 27.000 jobs, når de afledte effekter tælles med, oplyser VisitDenmark.

”Analysen viser, at turismen er et væksterhverv med stor betydning for dansk økonomi. Målt i overnatninger var 2014 et foreløbigt rekordår, og omsætningen steg 2,8 milliarder kr. i forhold til 2013,” siger VisitDenmarks adm. direktør, Jan Olsen, og tilføjer, at også 2015 var rekordår, ”og vi håber på endnu en rekord i 2016.”

Rapporten – Turismens økonomiske betydning i Danmark 2014 – belyser turismens økonomiske betydning i Danmark i 2014 på nationalt, regionalt og kommunalt plan. Hele rapporten kan ses på VisitDenmarks hjemmeside.

I kommentar til den nye VisitDenmark-analyse, siger adm. direktør Katia Knipschildt Østergaard fra hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, Horesta til standby.dk: ”Det er flotte tal, erhvervet præsterer i VisitDenmarks analyse. Og hertil kommer de tusindvis af Airbnb-overnatninger, som ikke indgår i den officielle overnatningsstatistik.”

”Dansk turisme får i disse år gavn af den vækst, vi ser i rejseaktivitet og nye flyruter til Danmark samt erhvervets betydelige investeringer; alle er helt afgørende for at skabe den vækst, vi ser.”

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn