Dansk Ryanair-konflikt kan blive afgjort 15. juni

0
Thilde Waast.
Thilde Waast.

FLYSELSKABER: Er det lovmedholdeligt, hvis danske fagforeninger boykotter Ryanair i Københavns Lufthavn, fordi Europas største flyselskab ikke vil indgå overenskomst med danske fagforeninger? Det skal Arbejdsretten 15. juni tage stilling til. Der er tre løsningsmodeller, siger LO’s advokat.

Den danske fagbevægelse kan måske allerede 15. juni få en kendelse fra Arbejdsretten om den må indlede konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.

Den dag skal parterne, Flyvebranchens Personale Union, FPU, og Ryanair, fremlægge deres argumenter for dommerne, der skal afgøre, om der må laves konflikt og sympatikonflikt mod Ryanair. Denne hovedforhandling bliver offentlig med vidner og advokaternes indlæg.

Advokat i LO, Peter Nisbeth, sagde i går til Avisen.dk, at der kan være mindst tre udfald på kendelsen fra Arbejdsretten: Dommerne kan give fagbevægelsen ret til konflikt mod Ryanair, dommerne kan beslutte at spørge EU-Domstolen eller få sagen behandlet efter irsk lovgivning, da Ryanair har hovedkvarter i Irland.

Mødet i går i Arbejdsretten var en slags mellemregning i fagbevægelsens strid med det irske flyselskab. Siden Ryanair begyndte at flyve fra København 18. marts, har der været strid mellem parterne både i Arbejdsretten og i Københavns Byret.

Formanden for stewardesserne og piloterne i Flyvebranchens Personale Union, Thilde Waast, er glad for at der endelig kommer en afgørelse i sagen.

”Allerhelst ser vi en overenskomst, men det ser ikke ud til at blive tilfældet,” siger Thilde Waast til Avisen.dk

Ryanair er kendt for at pudse advokater på enhver modpart. I Danmark er både kommuner og fagbevægelsen blevet trukket i retten af selskabet.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn