Dansk rejsebureau konkurs

hansen rejser, celle, ferieTURISME: Efter banken smækkede kassen i, erklærede rejsebureau sig konkurs. Det solgte kun hoteller til kør-selv rejser i udlandet – og var derfor ikke registreret i Rejsegarantifonden, der kræver mindst to rejseydelser.

Hansen Rejser fra nordjyske Hjørring har indgivet konkursbegæring – det skete i går efter dets bank ikke ville forlænge dets kredit.

Konkursen rammer ifølge Nordjyske.dk 658 kunder, der har betalt for deres rejse, som endnu ikke er holdt.

Direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, sagde i går til standby.dk:
”Vi har kigget på Hansen Rejser, men eftersom de kun udbød én rejseydelse, hoteller i udlandet til kør-selv kunder, var de ikke forpligtiget til at være registreret hos os. Det kræver mindst to rejseydelser, f.eks. fly og hotel for at være registret i Rejsegarantifonden.”

Ifølge Nordjyske.dk skrev Hansen Rejser forleden e-mail til sine kunder:
”Kære kunde. Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Hansen Rejser lukker pr. dags dato pga. af likviditetsproblemer. Vores pengeinstitut har i dag meddelt, at de ikke vil forlænge vores kredit.”

Advokat Jens Pontoppidan fra Advokathus Nord er kurator i boet efter Hansen Rejser og siger til finans.dk:

”Vi er i gang med at undersøge Hansen Rejser forhold. 658 kunder har indbetalt penge for en ferie, som endnu ikke er afviklet. Hvor mange, der kommer af sted, har jeg ingen anelse om.”

På Advokathus Nords hjemmeside er der flere oplysninger til kunder fra Hansen Rejser. Her står bl.a.:

”Advokathus Nord har ingen mulighed for at konstatere, hvilke hoteller, der er blevet betalt før konkursen, og hvilke, der ikke er. For at finde ud af, om jeres rejse kan afvikles, skal I selv kontakte det hotel, I har betalt ophold på og forhøre, om opholdet er betalt.”