Dansk firma lander aftale med stor lufthavn

bruxelles lufthavn passagererTEKNOLOGI: Det danske firma Blip Systems oplyser rejsende i lufthavnen om aktuelle ventetider. Nu har lufthavnen i Bruxelles netop indgået aftale med den nordjyske virksomhed.

Lufthavnen i Bruxelles med over 23 mio. rejsende om året er nu officielt del af Blip Systems fra Vester Hassing ved Aalborg, som har fundet en måde, hvor de kan måle ventetiden i lufthavne meget præcist.

Systemet giver et samlet overblik over passagernes bevægelsesmønstre i lufthavnene ved hjælp af små sensorer, der sporer både Bluetooth og Wi-Fi-signaler fra mobiltelefoner og tablets. På den måde kan lufthavne oplyse gæster om ventetider til sikkerhedstjek og lignende.

En teknologi, flere lufthavne allerede har indgået aftale om at anvende.

”I dag viser mange lufthavne ventetider. Typisk bliver det gjort ud fra en optælling af, hvor mange mennesker der forlader en kø. De ventetider er dog ikke altid præcise for dem, der stiller sig bagerst i køen,” siger Christian Bislaus Carstens, marketingdirektør i Blip Systems.

Man vil ifølge Blip Systems kunne se ventetiden på skærme i lufthavnene og derudover på en app, som man kan hente til sin mobiltelefon.

”BlipTrack hjælper lufthavnen til at kunne måle kvaliteten af processerne i terminalerne. På den måde kan vi forbedre vores ressourceplanlægning,” siger Thomas Sterken, project manager i Bruxelles Lufthavn.

BlipTrack bliver i dag anvendt af en voksende skare lufthavne, herunder bl.a. JFK i New York, Amsterdam, Dubai og Dublin.