Danhostel får kommunikationschef

Liv Thøger.

Liv Thøger.

HOTELLER: Landsdækkende Danhostel med 83 vandrerhjem i Danmark har ansat sin første kommunikationschef. Kæden fik sidste år ny adm. direktør.

Danhostels nye kommunikationschef, Liv Thøger, har over 15 års erfaring fra rejsebranchen og har de seneste tre år været ”Brand Director” for Københavns varemærke ”Open Copenhagen”. Det skal tiltrække flere turister, forretningsrejsende, internationale studerende osv. til hovedstaden. Desuden iværksatte hun i samarbejde med Københavns Kommune og Horesta Københavns største service-kampagne ”Open Arms” (i dag med navnet NICE).

Liv Thøger har tidligere arbejdet hos Berlingske, Egmont og Tivoli. Hos Danhostel skal hun arbejde med PR, kommunikation, og sociale medier. Hun er cand. mag. i Medievidenskab kombineret med bl.a. erhvervsjournalistik fra Danmarks Journalisthøjskole.

”Vi kan sagtens udfordre hoteller og mødesteder på værtskab, mad og beliggenhed, derfor er det vigtigt, at vi får fortalt vores gode historier”, siger Danhostels adm. direktør, Ole Andersen. Han tiltrådte for mindre end et år siden, efter i 14 år at have været salgs- og marketingsdirektør i Wonderful Copenhagen.

For nylig blev Danhostel ny leverandør til staten inden for dagsmøder og internatkurser.

Danhostel havde sidste år 1,1 mio. overnatninger og en omsætning på 411 mio. kr.