Cirkusbygningen satte pris på rejsebranchen

Vinderne af årets priser fra Cirkusbygningen med eventchef, Marlene Sønderhaug, nr. 2 fra venstre, og Marc Riesel, Customer Care-manager yderst til højre. Foto: James Alexander Thisted.

Vinderne af årets priser fra Cirkusbygningen med eventchef, Marlene Sønderhaug, nr. 2 fra venstre, og Marc Riesel, Customer Care-manager yderst til højre. Foto: James Alexander Thisted.

TURISME: I aftes havde Cirkusbygningen i København forpremiere på sit nye flotte show, Freak. De 530 indbudte gæster fra rejsebranchen så uddeling af syv priser – bl.a. med god gestus overfor udskældte Wonderful Copenhagen.

Cirkusbygningen havde inviteret partnerhoteller, event- og rejsebureauer samt incomingbureauer til partner-galla i Cirkusbygningen forud for gallapremieren på det nye show i aften. Et højdepunkt var uddelingen af syv priser til partnere i rejsebranchen.

”Vi er tilfredse med alle vores samarbejdspartnere i rejsebranchen,” understregede aftenens værter, event- og konferencechef, Marlene Sønderhaug, og Marc Riesel, Customer Care-manager.

Der blev ved den 5. partnergalla uddelt syv priser til Bedste ”upcoming-partner” (bedste nye agent til at sælge Cirkusbygningens produkter): Trans Nordic Tours.

Bedste incomingbureau: Nordic Star. Bedst sælgende hotel af Cirkusbygningens produkter: The Square, Arp-Hansen-hotellet vandt prisen for 3. gang.

Customer Care-prisen – en personlig pris ”til den bedst forberedte sælger af Cirkusbygningens produkter”: Åsa Bigom fra Arp-Hansen-hotellet The Square.

Årets Arrangement: incomingbureauet BDP for kongresmiddag for et unavngivet dansk universitet.

Årets Bureau: Copenhagen Event Company, vandt prisen for 3. år i rap med fem arrangementer det seneste år i Cirkusbygningen.

Og så den nye pris, Puzzle-prisen, til en aktør ”der agerer ud over det sædvanlige.” Her blev Wonderful Copenhagen tildelt prisen – en god gestus, da WoCo’s menige medarbejdere gør et stort arbejde og ikke har været involveret i topchefernes rod omkring melodi grand prixet i København.

Det er i år 11 år siden Wallmans flyttede ind i Cirkusbygningen. Årets dinner-show, Freak, hylder kunstnere som Stevie Wonder og Cher.

Cirkusbygningens adm. direktør, Dorthe Fryd Ekelin, siger: ”De senere år har showet fået mere kant og er nu på højde med de dinner-shows, vi kender fra London, Paris og New York.”

Ved forpremieren i aftes sagde Marc Riesel, Cirkusbygningens Customer Care-manager, til standby.dk: ”Vores nye show, Freak, skal spilles 125 gange. Vi har i år 15 artister – under halvdelen er fra Sverige, vi har også artister fra Australien, Brasilien, Danmark, Norge og Tyskland.”

Cirkusbygningen forventer denne sæson, der slutter næste forår, 75.000 gæster. Den billigste pris er 529 kr. og den højeste er 1.200 kr. i juleperioden.

I første omgang spilles ”Freak” torsdag til lørdag, i november øges til også fra onsdag, mens der i december er fem shows om ugen.