Casino i Helsinki Lufthavn

2019/08/defaultmain.jpgLUFTHAVNE: Lufthavnen i Helsinki har pga. af Finnairs ruter til Fjernøsten mange spilleglade asiatiske passagerer. De kan nu få deres lyst styret.

Nu kan passagerer prøve lykken på det nyåbnede casino “The Game Lounge”, som er åbent hver dag mellem klokken 6.30 og 19.00. Her er elektronisk roulette uden croupier og tolv spilleautomater. Spil er en del af kulturen i mange asiatiske lande, og tiltaget skal ses som et forsøg på at imødekomme de asiatiske passagerer, oplyser lufthavnen.

Indtægterne fra aktiviteterne vil delvist gå til social- og sundhedssektoren samt til krigsveteraner. Casinoet testes frem til 2. september, hvorefter det evalueres.

I øvrigt tilbyder Helsinki Lufthavn nu to daglige afgange mellem Helsinki og Tokyo, fløjet af hhv. Finnair og Oneworld-partner Japan Airlines – sidstnævnte har med sin rute den foreløbig eneste forbindelse til Norden med en Boeing 787 Dreamliner. Fra i dag, 1. august, starter Qatar Airways dog også med at flyve B787 på sin daglige rute til Stockholm – flytypen indsættes 1. september på de ligeledes daglige ruter til København og Oslo.

Samlet har Finnair 28 flyvninger om ugen til Japan, hvor selskabet udover Tokyo også betjener Osaka og Nagoya.

I årets første seks måneder har Helsinki haft 40.000 nye passagerer på Finnair-ruterne til Asien – i alt 806.000 passagerer. Det viser Finavias statistik for juni.

Samlet har Finnair 320 afgange om måneden til sine 13 destinationer i Asien, heraf er to, Hanoi og Xi’an, sæsonruter.