Brussels Airlines øger på langruterne

brussels airlines, Airbus A330-300LUFTFART: Star Alliance-medlemmet får ny destination i Nordamerika og udvider på eksisterende i såvel USA som Afrika – ligesom selskabet kigger på nye ruter til Afrika og Indien.

Sidste uge meddelte indiske Jet Airways, at man indstiller nogle af sine ruter fra Bruxelles, bl.a. til Toronto. Nyheden kom ikke bag på Brussels Airlines, der nu åbner mellem Bruxelles og Canadas største by, Toronto, fra starten af april med fem fly om ugen.

Generelt skruer Brussels Airlines op på sine langruter og får indenfor 15 måneder to ekstra Airbus A330 og kommer dermed op på 10.

Også fra næste forår øger Brussels Airlines på Afrika, hvor Kigali i Rwanda og Entebbe i Uganda får ekstra frekvenser og kommer op på hhv. seks og fire flyvninger om ugen.

Brussels Airlines oplyser, at man kigger på to nye destinationer i Afrika, men endnu ikke har taget nogen beslutning. De to boblere hos Brussels Airlines er hhv. Nigerias tidligere hovedstad, Lagos, samt Libreville, hovedstaden i Gabon.

Mens Brussels Airlines på langruterne er klart størst på Afrika, har selskabet også rute hele året til New York JFK samt i sommersæsonen også til Washington D.C.

Fra næste år kommer der også en anden daglig Brussels Airlines-flyvning fra Bruxelles til JFK ligesom betjeningen af Washington D.C. vokser til seks fly om ugen.

En anden potentiel langrute for Brussels Airlines er indiske Mumbai, der i givet fald kan flyves i samarbejde med dets indiske Star Alliance-partner, Air India.

Samlet skønner Brussels Airlines, at de to nye langrutefly og øget betjening af eksisterende ruter vil give 140 nye arbejdspladser, primært i kabine og cockpit.

”Når et belgisk flyselskab anskaffer yderligere et fly giver det fire gange så mange arbejdspladser i Belgien i forhold til når et udenlandsk flyselskab åbner rute til Belgien,” siger Brussels Airlines’ koncernchef, Bernard Gustin.