Brøndby afviser også Ryanair

Ryanair, københavns lufthavn 1FLYSELSKABER: Efter Albertslund Kommune har nu også Brøndby Kommune meddelt, at ingen fra kommunen må flyve på tjenesterejse med Ryanair.

Hvis alt går som det plejer i den slags situationer, kan Brøndby Kommune se frem til at blive kontaktet af en advokat fra Ryanair. Tidligere har Ryanair truet Albertslund Kommune med retssag og en regionspolitiker i Region Midtjylland bare for at foreslå af stoppe med at rejse med Ryanair.

Albertslund Kommune har droppet at flyve med Ryanair, som kalder beslutningen ulovlig og truer med retssag. Det sker, efter at et stort flertal i kommunalbestyrelsen i april besluttede, at kommunen fremover kun skal købe flybilletter hos selskaber, der har indgået dansk overenskomst.

Men det mener Ryanair er ulovligt, og truer nu med en retssag, siger Helge Bo Jensen, kommunalbestyrelsesmedlem i Albertslund, skriver avisen.dk.

”Det bør ikke undre, at Ryanair truer med sagsanlæg, det er de jo berygtet for. I stedet for at beskæftige en hær af jurister burde de aflønne deres personale ordentligt,” siger Helge Bo Jensen.

Siden det irske selskab begyndte at flyve fra København i marts, har det vakt protester fra fagbevægelsen, fordi Ryanair nægter at forhandle dansk overenskomst.