Bornholmsk konferencecenter i forskningsprojekt

0

ATT726REKONFERENCE: Green Solution House danner rammen om et utraditionelt forskningsprojekt. 30 danske forsøgspersoner skal deltage i projektet.

Fra sommeren 2016 og et halvt år frem afholder Oxford University et forskningsprojekt hos Green Solution House på Bornholm.

30 danske forsøgspersoner deltager i projektet, og de skal bo i et 35 m2 glashus kaldt ”The Photon Space.” Huset består udelukkende af glas, og planen er, at huset skal blive tilgængeligt som en ny boform rettet mod turismeindustrien.

”Glashuset er tiltænkt turister. Man kunne forestille sig at bo i et glashus, mens man er på safari og have naturen lige uden for vinduet. Vi får det simpelthen bedre i mere dagslys, så det skal også tænkes som et retreat,” siger direktør Trine Richter.

Beboerne vil i løbet af forsøget blive udsat for massive mængder af dagslys. Formålet er, at undersøge, hvilke sundhedsfremmende aspekter, der er forbundet med dagslyset. I forsøget forventer man, at påvirkningen af dagslys kan afhjælpe forskellige sygdomme som f.eks. depression, skizofreni, Parkinsons og Alzheimers. Det er den engelske virksomhed Cantifix, der har designet huset, hvor forsøgspersonerne skal indlogeres.

Direktør hos Green Solution, Trine Richter, kom ved et tilfælde i kontakt med indehaverne af Cantifix, og de besluttede at indgå et samarbejde. Green Solution House er i forvejen tænkt som et eksperimentarium, der tester alternative byggemetoder, og hotellet fokuserer blandt andet på energioptimering, genanvendelighed og økologi. Byggeriet blev i maj 2016 tildelt EUs miljøpris, der præmierer de mest miljøbevidste og bæredygtige virksomheder i Europa.

”Globalt er det et faktum, at de byer, der har universiteter, innovative virksomheder og spændende forskningsprojekter, også er de bedste til at tiltrække møder og konferencer. Hele meningen med Green Solution House er at generere viden, ligesom det er en forudsætning for, at huset kan fungere som en vækstkatalysator for den bornholmske turisme. Derfor er vi enormt stolte over at kunne præsentere et internationalt forskningsprojekt med så spændende perspektiver,” siger Trine Richter.

Forskningsprojektet forventes også at få stor opmærksomhed fra arkitekter, fordi resultaterne i fremtiden kan komme til at påvirke den måde, man kommer til at bygge og indrette sig på.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn