Duer rejsemesserne til noget?

Skrevet af Christian Peschardt den 19/10 2009 klokken 12:00 - 11 kommentarer


Send til en ven    |     Print


Blog med Stand By om hvordan de skandinaviske rejsemesser kan fornys


Efterårsferien bød igen i år på et væld af aktiviteter for de familier, der ikke benyttede uge 42 til at rejse til varmere himmelstrøg, og nyde den sidste rest af sommer. Blandt mulighederne var – igen i år – rejsemagasinet Vagabond’s årlige luksus-rejsemesse i Øksnehallen i København.

 

Messen har på relativt få år slået sit navn fast, den er blevet en succes for både publikum, for udstillere, og for rejsemagasinet. Om end den måske stadig af nogle bliver betegnet som et ”projekt” er der ingen tvivl om, at messen i Øksnehallen er både rigtig og anvendelig for store dele af rejsebranchen.

 

Men derved udskiller den sig også markant fra de øvrige rejsemesser i Skandinavien: I Norge er den nationale messe ”Reiseliv” i dag kun en skygge af sig selv, og udenlandske udstillere bliver i stadigt større tal væk. Lidt bedre står det til i Sverige, hvor TUR-messen i Gøteborg lægger sig tæt op af den store tyske ITB rejsemesse. Og dermed delvist sikrer, at især oversøiske udstillere er i regionen i forvejen.

 

Til gengæld kæmper de to store danske rejsemesser i henholdsvis København og Herning en brav – men nok ikke særlig lige – kamp, for at fastholde et tilstrækkelig bredt udstillerfelt til at tiltrække publikum. Eller – hvis man tager andre briler på – for at tiltrække tilstrækkelig mange gæster til, at udstillerne gider dem.

 

Var det ikke for de evigt voksende campingafsnit, ville også disse messer være skygger af deres nuværende størrelse.

 

Men der er sørme heller ikke meget fornyelse at spore på de traditionelle rejsemesser i Skandinavien. Hvorfor er der ingen af messearrangørerne, der kigger på hvordan de gør i London eller Berlin. Eller i USA eller Dubai, for den sags skyld?

 

En dannelsesrejse for de danske messearrangører kunne nok være på sin plads. Her kunne de opleve, hvordan WTM i England sælger underholdningssponsorer ind, til glæde for både gæster, udstillere, sponsorer og arrangøren. Eller hvordan ITB i Berlin f.eks. laver store konkurrencer om de bedste turistfilm. Eller hvordan arrangørerne af Arabian Travel Market år efter år sikrer, at indkøbere og sælgere fra hele kloden valfarter til noget så selvmodsigende som en rejsemesse i Mellemøsten.

 

Bevares, der er mindst lige så meget skidt som kanel, når man ser på hvad messearrangører i andre verdensdele kommer op med i deres stræben efter at blive publikumsvenlige – og dermed udstillervenlige. Men de gør i det mindste forsøget.

 

Sådan er det ikke her i Norden, hvor den eneste fornyelse i de sidste mange år netop har kunnet opleves i Øksnehallen.


Kommentarer (11) - Skriv din egen


Ex Travelagent
Rejsemessen i Bella har været død i mange år, men det kniber nok at se det. Messen byder ikke på noget man ikke kan få via nettet, så det kan kun være Bellacenter og messebyggerne der har en interesse i at holde liv i denne form for pengespild for udstillere.



claus_andersen
Jeg er freelancer i rejse branchen og ville godt nok være ked af hvis bella center messen ikke var der. øksnehallen er et sted hvor man kan tage ud og sige hej til alle dem man kender i forvejen, men set fra et professionelt synspunkt er der ikke meget jeg kan bruge den til. På bella center messen får jeg derimod altid nogle gode kontakter med folk jeg ikke kendte i forvejen. Måden at få branchen til at interessere sig mere for messen på er blandt andet ved at tiltrække flere udenlanske aktører. Det være sig incoming agenter, hoteller turist bureauer osv fra diverse lande. Nye ideer i turist branchen bliver oftest født ved personlige møder hvor man kan sidde en halv dag eller en halv nat og få tossede ideer som man så måske fører ud i livet bagefter. For at få hr og fru danmark til messe så skal man nok ud i at tiltrække lide flere kendisser til messen. sådan nogen sælger godt og de giver medie omtale som er afla omega. Et foredrag med Michael Palin eller Richard Branson vil ikke være billigt, men det vil godt nok gi´ kunder i butikken. og så skal man sætte entre prisen ned. Jeg bliver altid kontaktet hvert år af folk der ved jeg arbejder i branchen fordi de gerne vil ha´ fri billetter da de syntes det er for dyrt at betale næsten 100kr for at komme ind og se en udstilling hvor folk vil sælge ting til dem.



PJ
Et fantastisk godt alternativ vil være at nyde Kunst, Mad & Vin i CPH 23-25 Okt. under http://www.kunstmesse.dk/ Kan anbefales!



Set_fra_Udlandet
Jeg sidder i udlandet og skal hvert år udvælge de rejsemesser som mit firma deltager i på MICE fronten og må med det samme tilstå at jeg endnu ikke har sendt folk til messerne i DK af den simple grund at de er for dårlige ! Som professionelle rejsefolk med udsyn og tilbud fra hele verden så er camping udstyr ikke vildt ophidsende. Hvad der mangler er fokus på Erhvervs turisme og MICE samt et klima omkring messerne som indbyder til utraditionelle tilbud og tiltag. Jeg savner endvidere "Hosted Buyer" tilbud for erhvervs turismen så man kan promovere den professionelle del. Her er det jo ret sigende at man forsøger at sælge København/Skåne som møde sted og så kan man ikke lave en ordentlig messe for at promovere disse ydelser !!



MARGIT GEIL
Som mangeårig leder af rejsemessen Ferie i København tillader jeg mig lige at knytte et par kommentarer til Chr. Peschardts indlæg. Vores messe er en publikumsmesse, ikke en fagmesse som ITB og WTM. Derfor kan de ikke umiddelbart sammenlignes, heller ikke størrelsesmæssigt. Jeg skal da heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at der er en kæmpe forskel på at skulle markedsføre sig over for 5-6 millioner mennesker i Danmark eller 50-60 millioner i Tyskland og England. Derfor prioriterer en del lande Danmark noget mindre. Med hensyn til Øksnehallen og den store fornyelse, vil jeg også lige påpege et par ting. Jeg synes Vagabond har gjort det godt, og har lavet en god messe i smukke rammer. Men jeg kan ikke helt se, hvad der er den store fornyelse. Oprindeligt skulle det være udvalgte bureauer med dyre rejser og spændende foredrag, og hvor udstillerne ikke selv skulle stable en stand på benene, men havde ens rammer. Det koncept har vi haft i Globetrotterhjørnet gennem mange år. Udstillergruppen i Øksnehallen er ikke så skarpt defineret mere (og det er OK - Vagabond skal også have solgt standene. I år havde et svensk vandrerhjem fra Brålanda egen stand og forrige år var Neergaards Camping med som udstiller ) Der er også nu konkurrencer på standene, diverse aktiviteter m. vinsmagning osv - det er der også på Ferie-messen. På den kommende Ferie i Bella sker der også nye ting, bl.a. har vi i Danmarks området demokøkken og madtorv med regionale produkter. Chr. Peschardt mener at Vagabonds rejsemesse udskiller sig markant fra andre messer - efter min mening er det primært fordi rammerne er ideelle til en mindre messe, som er defineret omkring udlandsrejser og så er der selvfølgelig gratis adgang, idet alle udstillere udsender fribilletter. Jeg synes Vagabonds messe er en god messe med en fin stemning og mange besøgende, men jeg har svært ved at se at den skulle være så nyskabende, som Chr. Peschardt mener.



Christian Peschardt
Både ITB og WTM er skam publikumsmesser. De har blot også fagdage. Man kan naturligvis mene, at Danmark som marked simpelthen er for lille til at tiltrække udstillere, som gør fagdage relevante. Personligt er jeg overbevist om, at fagdage ville tiltrække nye udstillere, akkurat som i f.eks. Gøteborg og Helsinki.



claus_andersen
Jeg syntes at man skulle tænke en lille smule mere på fagfolket i Bella messen. Jeg syntes såmænd allerede at det et fint sted at mødes med fagfolk både fra ind og udland, men hvis messen bliver ret meget mere presset så kan de hurtigt begynde at blive væk. Jeg var selv meget glad for det den gang der også var en torsdag for fagfolket. Hvis messen i højere grad forsøger at tiltrække firmaer fra udlandet som søger samarbejds partnere i Danmark så er der helt sikkert også flere udstillere der vil komme. Som der er nu bliver cheferne tit væk fra messen fordi det jo "bare" er en weekend hvor der skal langes nogen rejser over desken til pøblen. Jeg brænder personligt selv for messen da jeg syntes det er det bedste sted for mig som freelancer at vedligeholde og skabe nye kontakter. Og det siger jeg selv om alle de bureauer jeg arbejder for udstiller på messen i øksnehallen, men den messe mangler simpelthen udenlanske deltagere og bliver derfor en ret ligegyldig weekend set med mine øjne.



LeifA
Hvis Bella skal op og stå igen, kræver det en messe, som er langt mere spændende end den nuværende. Husker man de "gamle" messer, med underholdning på store scene, Lars. E´hjørne osv, er det en tam omgang idag, at komme på rejsemesse i København. Og så skal BC se at få fornyet sine faciliteter. Alt virker stærkt nedbrudt og utidsvarende. For få og for kedelige toiletter. For lille restaurations udvalg, som iøvrigt er kedeligt og branddyrt. Se dog på Herning, som tilbyder på ganske andre faciliteter. Herning bruger jeg da gerne 1-2 dage på. Bella er klaret på en lørdag formiddag - alt incl.



Chris Alban Hansen
Rejsemesserne for publikum bør anskues i en digitaliseret verden, hvor folk køber deres ferie på nettet fremfor hos enten en sælger ved telefonen eller i butikken. Som udstiller bliver man nødt til at gøre op, hvorfor man er der. Når jeg som rejsekunde på eksempelvis Øksnemessen møder en repræsentant fra Kreta, én fra et hotel i Malmø og uendelig mange rejsebureauer, der vil sende mig til Thailand eller USA, så har de skudt ved siden af. Disse rejsemål er så uendelig udbredte, at jeg får mere ud af at researche på nettet og bestille fly og ophold selv med mit VISA-kort. Jeg vil inspireres, når jeg går på rejsemesse. Inspireres som jeg ikke kan blive det hjemme foran computeren. Fortæl mig om Grønlands uendelige kælvende isbræer. Fortæl mig om Kenya langstrakte landskaber. Fortæl mig om Tibets høje, sneklædte bjerge. Ikke konventionelle rejsemål. Det er derfor en god idé for rejsebranchen at se på, hvad er cost-benefit ved at udstille på messerne. Giver det noget goodwill overhovedet eller drukner man i mængden af konkurrenter, der ligner hinanden? Giver det salg af rejser, der kan hente udgiften til messen hjem? Giver det nogle leads, der kan aflæses på bundlinjen, når der er gået en måned, tre måneder, et halvt år? Sandheden er, at rejsebranchen står i samme knibe som aviserne og pladebranchen. Vinden har vendt, og tingene foregår på nettet til skade for det traditionelle salg af rejser. Der ville derfor være god fornuft for de enkelte aktører i rejsebranchen at måle den reelle værdi af at udstille på rejsemesserne, hvor det er publikum, der er målgruppen. Mit gæt er, at det ikke kan betale sig for de fleste. Forretningsmodellerne for både rejsebranchen og rejsemesser bør reformeres. Alle i rejsebranchen, inklusive messerne, er nødt til at differentiere sig fra, hvad kunderne kan finde på internettet. Man er nødt til at undersøge hvilke behov kunderne har, som de ikke selv troede, de havde, og så indrette sin forretning derefter. Jeg har - som rejsekunde - masser af idéer til, hvad jeg skal i Thailand, Grækenland eller USA. Men jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skulle tage mig til i Tibet, Venezuela eller Iran! Det er her, at rejsebranchen kan komme mig til hjælp på messer, eller når jeg selv tager personlig kontakt med dem andre steder. Jeg kan allerede selv finde på og finde færgen til Frihedsgudinden i New York på nettet. Udfordringen for rejsebureauerne er, at dele sine produkter op i, hvilke der kan sælges online, og hvilke der skal personlig betjening til at sælge. Og hvis endelig rejsemesserne skulle komme rejsebranchen til hjælp, så kunne en markant nedsættelse af prisen for en stand være en god hjælp. Så snart den første regner ud, hvordan balancen mellem udgift til messen og opnået værdi er, så vil rejsemesserne for publikum aldrig blive de samme igen.



Kasper_Uhd
Ideen med en messe er vel i bund og grund at præsentere det produkt man har, og hvis man kommer efter noget konkret på messerne, er jeg sikker på man får det ud af det man vil. Hvis man går på messe med det klare mål at ville booke en ferie til USA, søger man automatisk hen mod de firmaer der specialiserer sig i det, og taler med en medarbejder der kan svare på de spørgsmål man skulle have og an fortælle lidt ekstra. Det er DER messerne kommer til deres ret. Jeg synes mange indlæg prøver at gøre rejsemesserne til mere end de er, og noget digitaliseret dit og dat og at man da alligevel kan finde alt på nettet. Messerne er netop til for at inspirere, og jeg (som selv er med som udstiller) ville da sagtens kunne blive inspireret ved at tage på Bella, uanset om jeg havde et erklæret mål eller ej. Jeg må indrømme jeg har svært ved at følge mange af jeres argumenter, og skal man underholdes når man kommer på rejsemesse? Hvis det er det man forventer bør man gå i teatret eller i cirkus! Jeg synes da også at der var noget at se på i Bella, bl.a. var "Mojito-baren" jo en fantastisk idé fra Cuba standens side, og der var forskellige happenings undervejs. Hvis man skulle tænke nyt, og som nogen nævner, at de savner lidt mere B2B præg, jamen hvorfor så ikke videreudvikle konceptet og lave en Copenhagen Travel Week? En hel uge med inspirerende foredrag, events fra de forskellige lande rundt omkring i byen og slutte af med den store messe i Bella fredag, lørdag og søndag! Det ville måske generere en større interesse fra udlandet og trække flere fagfolk til. We can do it! God weekend!



René Sørensen
Hej. Jeg vil da også gerne lige knytte en kommentar til messerne indenfor rejsebranchen. Jeg er partner i et nystartet rejseselskab WinSoe Travel. Vores "startskud" var på rejsemessen i Aalborg. En lille men meget spændende messe. Og for os, lokalt, var det helt i top, at kunne blive set på messen. Jeg tror messerne er kommet for at blive, men jeg tror det er vigtigt de ikke bliver for store. Jeg besøgte Øksnehallen sidste år, og var meget optaget af messen, spændende omgivelser, der ikke ligner andre steder - god tanke! En messe som Herning er personligt ikke noget jeg bryder mig så meget om, der er simpelthen for mange mennesker og forvirring. Gør messerne mindre, og måske flere om året, kunne være passende. Med venlig hilsen René Sørensen www.winsoe-travel.dk