Bjørn Kjos mener, piloter ville ødelægge Norwegian

Bjørn Kjos.

Bjørn Kjos.

SELVBIOGRAFI: Selskabets egne tillidsfolk forsøgte at forhindre Norwegians planer om langdistancefly fra Gatwick.- Overvejelser om køb af SAS.

Norwegians topchef Bjørn Kjos er hudflettende ærlig i den selvbiografi, som udkom i går, og hvoraf et par uddrag er gengivet i Aftenposten.

Således om hvordan han var inde i planerne om at købe SAS under krisen i november for tre år siden, men også om hvordan hans egne tillidsfolk forsøgte at stoppe planerne om udbygningen med oversøiske flyvninger fra London.

”At se folk bevidst forsøge at ødelægge deres egen arbejdsplads, gav mig en følelse af at være midt i en Kafka-fortælling, hvor der sker de mærkeligste ting. Man sidder tilbage med følelsen af svigt,” skriver Kjos i bogen.

”Jeg måtte se to gange på Norwegian-piloternes ansigter. At der fandtes tillidsvalgte, som var villige til at tage til Bodø for at forhindre deres eget selskab, var næsten ikke til at tro.”

Tillidsfolkene havde i følge bogen valgt at tage til de norske luftfartsmyndigheder i Bodø for at stoppe Norwegians muligheder for at flyve langruter fra England, som skulle flyves af det irske datterselskab NAI. Angiveligt fordi de frygtede at miste job til udenlandske og billigere piloter.

Det lykkedes som bekendt ikke, og i dag er NAI fra Gatwick til USA noget der ligner en klar succes. Også selv om andre fortsat sætter spørgsmålstegn ved projektet.

Om forholdet til SAS er forløbet beskrevet lidt mere uklart. Det ser ud til at Bjørn Kjos i virkeligheden har været i tæt kontakt med både svenske og norske topledere i SAS, men tilsyneladende ingen danske.

Samtidig har hans rådgivere været klare i mælet. Hold dig fra et selskab med fagforeninger som i SAS.