Biludlejningsgigant til Danmark

biludlejning enterpriseBILUDLEJNING: USA’s største biludlejer åbner til februar i Københavns Lufthavn sit første danske kontor, derefter kommer Billund Lufthavn. Inden for et år vil selskabet have 1.000 biler i Danmark og 15 udlejningskontorer. Kendt dansk biludlejningsprofil er ”executive consultant” for selskabet i Danmark.

Amerikanske Enterprise biludlejning er på vej til Danmark. Enterprise, USA’s største biludlejer, har også biludlejningsselskaberne Alamo og National.

17. februar åbner Enterprise i Københavns Lufthavn med mindst otte ansatte, og fra 1. maj er Enterprise også i Billund Lufthavn. Indenfor et år har selskabet 15 udlejningsstationer i Danmark med 1.000 biler – det starter med 100 biler.

John Christensen, der frem til 2009 var salgs- og marketingsdirektør – og medejer – af Avis Biludlejning i Danmark, er hyret som executive consultant for Enterprise i Danmark. Han sagde i går til standby.dk: ”Enterprise i Danmark bliver en franchise ligeligt ejet af Semler-gruppen og Dania Leasing/Danske Bank.”

Det nuværende Enterprise Rent-A-Car blev grundlagt i USA i 1957 og har over 6.500 udlejningsstationer i bl.a. lufthavne i USA, Canada, Frankrig, Spanien, Storbritannien og Tyskland.

For nylig offentliggjorde avisen USA Today en opgørelse over de bedst scorende biludlejningsselskaber i USA mht. kundetilfredshed. Her toppede Enterprise, National og på en delt tredjeplads Alamo og Hertz.
I bunden af undersøgelsen var biludlejningsselskaberne Dollar, Thrifty og Budget.

Undersøgelsen – “North America Rental Car Satisfaction Study” – blev for 19. år gennemført af analysebureauet J.D. Power baseret på over 12.000 svar fra billejere, der lejede bil i en lufthavn.

Enterprise har 68.000 medarbejdere og hovedkontor i Clayton, Missouri og blev grundlagt af Jack C. Taylor som “Executive Leasing Company” i 1969, Taylor omdøbte sit firma til “Enterprise” efter det hangarskib, USS Enterprise, hvor han var pilot under Anden Verdenskrig.