Billund Lufthavn overlever, men ingen nem løsning

billund ryanairTORSDAGSKLUMME: Kampen mellem Ryanair og de danske fagforeninger spidser til, og de sidste med LO i spidsen føler sig sikre på at vinde. ”Det bliver en sejr for os alle sammen, ” siger næstformand Lizette Risgaard.

Af Ejvind Olesen

Hvis det er en sejr, at man lukker 20 procent af Billund Lufthavns trafik uden hensyn til, at måske op mod 200 arbejdspladser forsvinder, så har LO’s ihærdigt kæmpende næstformand Lizette Risgaard utvivlsomt ret.

Samtidig har hun og andre fagforeningsledere travlt med at fortælle, at der så bare kommer nogle andre og overtager Ryanairs trafik. Det skal hun bestemt ikke være sikker på.

Hun kunne for eksempel prøve at spørge om, hvordan det gik i Esbjerg, hvor Ryanair sendte en voldsom trafik ind til en nødlidende lufthavn med tusinder af turister til Vest-og Midtjylland. Det forsvandt alt sammen som dug for Solen, og er aldrig kommet tilbage.

Man kan da godt undre sig lidt over, hvis de ansatte i Billund godvilligt finder sig i, at de bliver ofret af deres egne fagforeninger

Nu er der masser gode rentable ruter til Billund Lufthavn, som får problemer, hvis Ryanair presses ud, men det gik jo indtil 2012, da det irske lavprisselskab kom, og det skal nok gå herefter.

Og vel er 20 procent af trafikken, men det er jo ikke 20 procent af lufthavnens omsætning. For Ryanair står for lavpristrafik.

Jeg kan godt forstå, at man undrer sig i Billund og omegn. Både over Ryanair og over den danske fagbevægelse. Hvordan kan man være så iskold for at bevare danske arbejdspladser, når de nu i tre år har levet i fred og ro. Nu bliver der ballade i København, og så skal de absolut straks drages med ind i en konflikt.

Den trafik, som Billund eventuelt mister, vil der straks komme andre at overtage, lyder det fra fagforeningsside. Hvor ved de det fra?

Mange af de ruter, som Ryanair har startet, kunne aldrig klare sig i andre selskaber. Der er skabt et behov for ruterne af Ryanair, og de forsvinder igen med Ryanair. Så enkelt er det.

Jeg har egentlig aldrig haft sympati for den måde Rynair driver luftfart på, men jeg er ikke blind for de mange tusinde danskere, som har fået en billig ferierejse, de ellers ikke ville have fået. Inklusive Villy Søvndal.

Vi vidste da godt, der ville blive ballade, hvis Ryanair besluttede sig til at komme til København. Fra Malmø – husk lige det, når man nu taler om svensk sympatistrejke – og dybest set kan jeg ikke forstå de gjorde det.

De taber måske nok i Danmark, men hvad siger egentlig Irland, hvor selskabet har hjemland. De er da for resten også medlem af EU.

Nu bliver ”den danske model” kendt i hele Europa. Skal vi være stolte?

Det vil jeg lade være op til hver enkelt.