Behov for nye overflyvningsregler

Hugh Dunleavy.

Hugh Dunleavy.

FLYNEDSKYDNING: Mange regler i luftfart er kommet efter tab af menneskeliv. Efter de russisk-sponserede oprørere i Ukraine nedskød Malaysia Airlines-flyet er der behov for nye ændringer,” siger luftfartsekspert. Ny kritik fra præsident Obama af Ruslands præsident.

“Malaysia Airlines har sammen med masser af andre flyselskaber sikkert fløjet i korridoren gennem bl.a. Ukraine. Vi har fløjet bl.a. denne rute, fordi vi havde fået at vide at den var sikker,” siger flyselskabets kommercielle direktør, Hugh Dunleavy, til CNN.

Men siden nedskydningen af Boeing B777-200 flyet i torsdags har luftrummet over Ukraine nærmest været tømt for civile passagerfly.

I en analyse siger en af CNN’s luftfartseksperter, Miles O’Brien, meget ligeud: ”Mange af luftfartens regler er skrevet med blod – der sker f.eks. en ulykke ingen havde forudset, flypassagerer dør, reglerne ændres og flyvningen bliver mere sikker”.

En anden af CNN’s mange luftfartseksperter, David Soucie, tidligere inspektør i USA’s havarikommission, siger til TV-stationen, at nedskydningen af MH 17 viser behovet for at ændre et forældet system for sikkerhedsvurderinger i luftfarten.

I sidste uge oplyste Eurocontrol, der koordinerer det europæiske luftrum, at Ukraine havde lukket sit luftrum for civile flyvninger i op til 32.000 fod – men at det over dette var åbent, f.eks. i de 33.000 fod, MH 17 fløj i.

”Men hvorfor havde myndighederne ikke lukket hele Ukraines luftrum, oprørerne havde jo før nedskudt militærfly – i lavere højder. 32.000 fod er et helt tilfældigt tal,” siger Miles O’Brien til CNN.

FN’s luftfartsorganisation, ICAO, International Civil Aviation Organization, har ikke mandat til at lukke et luftrum. ”Men ICAO kan f.eks. udstede advarsler mod visse luftrum og kunne være lidt mere aktiv på denne konto,” siger Emirates’ koncernchef, Tim Clark.

I kort tale foran Det hvide Hus kritiserede præsident Obama igen i går Rusland og navnlig Ruslands præsident Putin, for ikke at gøre nok for presse de russisk-støttede oprørere i Ukraine så internationale havarieksperter mm. kan komme frem og arbejde uhindret i området, hvor flyet styrtede.

Præsident Obama gentog, at russerne uddanner oprørerne, forsyner dem med våben, herunder luft-til-jord missiler, og at flere af lederne af oprørerne er russere.