BA-boss raser mod lufthavne

Willie Walsh.

Willie Walsh.

LUFTFART: British Airways truer med at trække sig fra Gatwick og angriber Heathrow for grådighed.

Londons to hovedlufthavne London og Gatwick ønsker begge at udvide med endnu en bane, og den britiske regering ventes i sommer at afgøre, hvilken af de to, der får lov at udvide.

De to lufthavne har begge iværksat omfattende lobby- og pr-kampagner for deres planer, og nu blander Willie Walsh, CEO for British Airways moderselskab AIG, sig i debatten. IAG omfatter foruden BA også Iberia, Aer Lingus og Vueling.

IAG-topchefen mener, at en bane nummer to i Gatwick til en pris af 7,4 milliarder pund vil føre til en fordobling af lufthavnstaksterne fra syv pund per passager til 14 pund.

”Jeg tjener ikke syv pund per passager, så jeg vil ikke betale syv pund ekstra,” sagde Willie Walsh ved en tale i London.

Her truede han med at trække BA og søsterselskaberne helt ud af Gatwick, hvis planerne gennemføres, og flytte trafikken til Stansted i stedet.

Heathrows planer om en tredje bane til over 17 milliarder pund er Walsh heller ikke tilhænger af. Han mener, at aktionærerne må bære omkostningerne ved en udvidelse – ”ellers vil det føre til højere billetpriser”.

Heathrow har en historisk tendens til at pumpe priserne op, påpegede Walsh og fortalte, at IAG havde måttet betale 10 gange mere for nye ”bag drop” maskiner i lufthavnen, end hvad IAG selv ville kunne købe maskinerne for. Samtidig skulle lufthavnen bruge tre år på at installere maskinerne.

”Heathrows ledelse er ikke i stand til at levere noget som helst. Heathrow har snydt kunderne i årevis, og en leopard ændrer ikke sit mønster,” lød det fra Walsh.