Aviator vil overtage dele af SAS Handling

sas lufthavn handling fly bagageLUFTFART: Den svenskejede handlingkoncern Aviator vil ikke have alt fra SAS Ground Handling, men overtager helt eller delvist SAS-handlingen i bl.a. Københavns Lufthavn. Fagforeningsformand forstår ikke salget.

Aviator skal formentlig overtage dele af SAS’ handlingselskab, SAS Ground Handling, i lufthavnene i København, Oslo og Stockholm samt i Gøteborg og Malmø.

Aviator og SGH har siden efteråret forhandlet om en mulig overtagelse af hele eller dele af SGH. SAS har længe forsøgt at afhænde SGH. Først til det store handlingselskab Swissport, der i en periode ejede 10 pct. af SGH-aktierne, men som siden trak sig.

Alene i Københavns Lufthavn er SGH klart største handlingselskab med over 60 pct. af ekspeditionen af fly og passagerer, mens Aviator – der tidligere hed Novia – er næststørst.

SGH har netop oplyst de flyselskaber, selskabet udfører handlingarbejde for, at forhandlingerne med Aviator har nået en foreløbig løsning, der er ”i begge parters interesse,” oplyses det.

Aviators bud på hele eller dele af SGH i de fem nævnte lufthavne omfatter, at Aviator overtager driften af al SGH’s handlingarbejde i lufthavnene i Gøteborg og Malmø. Til gengæld er Aviator kun interesseret i det såkaldte rampe-arbejde – f.eks. bagageekspedition og ”skub” af fly fra gaten – i de tre store lufthavne, København, Oslo og Stockholm. Men altså ikke f.eks. passager check ind.

SGH understreger, at Aviators bud bliver udgangspunkt for fortsatte forhandlinger om at overføre f.eks. rampe-ansatte i de tre store lufthavne til Aviator og såvel rampe-personale som passagerassistenter i de to mindre svenske lufthavne.

SGH understreger over for flyselskaberne, at overførslerne af medarbejdere fra SGH til Aviator ikke vil betyde noget for den daglige drift og at SGH fortsat vil være flyselskabernes kontaktpunkt. Aviator vil blive betragtet som en underleverandør til SGH, hedder det.

Overdragelsen falder ikke i god jord hos formanden for fagforeningen 3F i Kastrup. Henrik Bay-Clausen sagde i går til standby.dk: ”Det er en underlig beslutning. Hvorfor vil SAS af med en god forretning? Det har været et langt forløb for de ansatte i SGH, hvor SAS har prøvet at afhænde denne del af koncernen. Først prøvede man Swissport, men det blev ikke til noget, nu gælder det så Aviator.

Jeg ved godt, at SAS siger, at man vil koncentrere sig om sin kerneforretning, at flyve – og at man vil forenkle sine omkostninger. 3F vil sikre, at de SGH-medarbejdere, der overføres til Aviator, ikke påvirkes negativt i løn- og arbejdsforhold,” siger 3F-formanden.

Omvendt giver overtagelsen af dele af SGH-opgaverne god mening for Aviator, der sidste år i såvel Oslo som København mistede sin klart største kunde, Norwegian, til handlingselskabet Menzies, der dermed vendte tilbage til Københavns Lufthavn. Med tilgangen af SGH får Aviator i Københavns Lufthavn øget volumen og kan dermed nedbringe sine enhedsomkostninger.

Aftalen mellem Aviator og SGH omfatter ikke luftfragtområdet, hvor SGH har Spirit Air Cargo Handling.

Aviator Airport Alliance Europe har handlingvirksomhed på ca. 25 nordiske lufthavne samt i Storbritannien.