Atter Phuket-rute næste vinter

1

Thai Airways Boeing 777-300TURISME: Både København og Stockholm får til december igen direkte Thai Airways sæsonrute to gange om ugen til Phuket. Selskabet mærker ikke øget kapacitet i København fra Emirates og Qatar Airways.

Star Alliance-medlemmet fastholder i år stort set samme trafikprogram for København, Stockholm og Oslo som sidste år. Det betyder daglige flyvninger med typisk Boeing B777 året igennem fra København og Stockholm – mens Oslo i sommerperioden har fem fly om ugen.

Fra sidst i juni til midten af august får København igen to ekstra ugentlige Thai Airways-flyvninger til Bangkok, fredag og søndag.

Fra december i år til sidst i marts næste år har Thai Airways igen to ugentlige direkte fly til Phuket fra København og Stockholm. Men mens den direkte rute til Thailands største ø også denne vinter har været fløjet med Boeing B747-400, bliver den i næste vintersæson betjent med en Boeing B777-200. Versionen, der bruges på Stockholm og København til Phuket, har 292 passagersæder, 30 på premium economy og resten på economy.

”Så også næste vintersæson kommer vi op på 25 ugentlige fly til Bangkok og Phuket fra København, Oslo og Stockholm. En daglig fra alle tre hovedstæder til Bangkok og de fire ugentlige fly til Phuket fra København og Stockholm,” siger nordisk salgsdirektør for Thai Airways, Flemming Sonne, til standby.dk

I starten af december sidste år øgede to af bl.a. Thai Airways konkurrenter deres udbud fra København – Emirates opgraderede til verdens største passagerfly, en Airbus A380 med 615 passagersæder, mens Qatar Airways øgede ved at gå fra 11 ugentlige flyvninger med Boeing B787 Dreamliner til nu at have to Dreamliners om dagen mellem Qatar og København.

”Emirates og Qatar Airways er igen vokset på København og har givet øget konkurrence. Men vi har ikke mærket det. Vi havde i december sidste år og i januar i år en højere kabinefaktor end i de tilsvarende måneder et år tidligere. Det er eftertragtet at kunne flyve direkte, frem for at skulle mellemlande,” siger Flemming Sonne og tilføjer, at omkring 80 pct. af Thai Airways’ passagerer fra København til Bangkok skal til thailandske destinationer – resten flyver videre på selskabets store netværk i Asien, Australien og New Zealand.

1 KOMMENTAR

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn