Apollo: Danske rejseledere betyder ingenting

apollo-rejseleder-guide-ferieTURISME: ”Danske rejseledere betyder ingenting, når bare pris og beliggenhed er i top,” siger charterrejsebureauet Apollo Rejser og henviser til ny undersøgelse.

Hotellets niveau og beliggende skal være i top. Til gengæld er dansktalende personale, roomservice og afstand til lufthavnen noget nær ligegyldigt.

Det viser i hvert fald en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere fra hele landet. Hotellets beliggenhed er det parameter, flest danskere kigger på, når de søger efter feriehotellet. For 64 pct. er beliggenheden medafgørende for, om de ender med at bestille det ene hotel frem for det andet. 61 pct. har ifølge undersøgelsen prisen som et af deres vigtigste parametre.

36 pct. mener, at et centralt beliggende hotel er at foretrække, mens en strand i baghaven tiltaler 27 pct. – og dansktalende personale og/eller rejseledere, rangeres kun som vigtigt af 8 pct.

”Der er ofte stor forskel på ens kriterier til hotel afhængigt af, om man bestiller hotel til charterferien, til storbyferien eller parferien. Det ser vi tydeligt, når vi er i dialog med vores rejsende. På de fleste typer rejser vil danskerne dog bl.a. gerne have mulighed for at spise ude frem for på værelset,” siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo i Danmark og tilføjer:

”Vi ved også, at vi danskere generelt er så gode til andre sprog, at vi er ret ligeglade med, om det er en dansker, svensker eller englænder, der tager imod os i lufthavnen eller ved hotelskranken.”

Undersøgelsen viste også, at 25 pct. lægger vægt på, at der er Wi-Fi på hotellet, mens 20 pct. kigger efter spa og/eller pool på hotellet.