Angleterre mister stjernekok

Christian Gadient.

Christian Gadient.

HOTELLER: Danmark kan nu glæde sig over 22 Michelin-restauranter, fire mere end sidste år. Men stjernekokken på Hotel d’Angleterre i København er på vej væk.

Efter et år med Ronny Emborgs souschef på Angleterre, Christian Gadient, ved roret skal der nu nye kræfter til i d’Angleterres køkken, som netop har modtaget sin 3. Michelin-stjerne i træk. Som eneste hotel i Danmark.

Da d’Angleterres tidligere køkkenchef, Ronny Emborg, sidste år forlod restauranten Marchal for at forfølge sine oversøiske drømme i New York, blev jobbet overtaget af hans tro væbner og souschef gennem mange år, den talentfulde østriger Christian Gadient, i en overgangsfase.

Nu er tiden kommet, hvor Marchal og d’Angleterre takker Christian Gadient for hans flotte indsats og sender ham ud på nye eventyr med de bedste anbefalinger.

Hotellets Food & Beverage Director, Frank Henriksen, er i dialog med potentielle profiler, der skal løfte Marchal ind i en ny tid.

”Vi har holdt et vågent øje med de mange nye nordiske kokkeprofiler. Niveauet i Norden er tårnhøjt, og det er ikke svært at finde ekstremt dygtige køkkenchefer, men vi skal finde en, der passer ind i Marchal og som kan tage Marchal skridtet videre,” siger Frank Henriksen.

Det er ikke offentliggjort, hvilket køkken, der får glæde af Christian Gadients talent og fantasi, men hotellets General Manager, Lucas Johansson, giver den afgående køkkenchef varme ord: ”Christian har løftet arven efter Ronny rigtig flot. Han har arbejdet hårdt på at imødekomme de høje forventninger, og han har gjort det fantastisk. Han får mine varmeste anbefalinger som køkkenchef og menneske – og et stort held og lykke med sig på sin vej.”