Alsie Express får flere flysæder

1

Alsie Express kabinen flyLUFTFART: Det danske flyselskab mellem Sønderborg og København ser stigende efterspørgsel og har nu 64 sæder i det ene af sine to fly. Direktøren er utilfreds med ventetiderne i Københavns Lufthavn.

Siden starten i sommeren 2013 har Alsie Express primært betjent sin enlige rute mellem sønderjyske Sønderborg og Københavns Lufthavn med 48 lædersæder i sine to ATR72-500.

Men passagertallet stiger – navnlig er der pres på visse morgen- og aftenafgange. Det har nu fået Alsie Express til at sætte 64 sæder i det ene af sine fly, så det kan klare den voksende efterspørgsel på navnlig morgen- og aftenafgange. Ved at gå fra 48 til 64 sæder skal flyselskabet også have to kabineansatte, da der ifølge internationale regler skal være én kabineansat pr. 50 flystole.

Alsie Express har fem returflyvninger på ruten på hverdage samt en returflyvning lørdage og søndage.

”Vi havde første flyvning til København med 64-sæders versionen i mandags, her var 63 sæder solgt,” siger Alsie Express’ adm. direktør, Lone M. Koch, til standby.dk

Hun tilføjer, at det bl.a. har hjulpet på efterspørgslen, at Natur- og Erhvervsstyrelsen sidste år blev flyttet til Als, øen med bl.a. Sønderborg: ”Når de ansatte i styrelsen f.eks. skal til møder i København, skal de ofte med vores morgenfly,” siger Lone Koch.

Alsie Express, der sidste år havde 55.550 passagerer, oplyser, at sidste måned blev selskabets hidtil bedste med 10 pct. flere rejsende i forhold andre september måneder.

”Men vi har også gjort mange tiltag for at fortælle vores sønderjyske hjemmemarked, at Københavns Lufthavn er et godt alternativ til lufthavnen i Hamborg. Københavns Lufthavn har fine tilslutningsmuligheder for fly videre ud i Europa og til f.eks. USA og Asien. Og booker man med os senest 60 dage før afrejse, har vi mange særligt billige billetter. Og privatrejsende ved oftest godt to måneder i forvejen, om de skal til USA og Asien,” siger Lone Koch.

Alsie Express har interline-aftaler med Air France, Finnair, KLM, SAS og Qatar Airways samt bagage-aftaler med Air Greenland og Danish Air Transport.

For lang ventetid i sikkerhedskontrol

Som andre flyselskaber på dansk indenrigs er Alsie Express utilfreds med de til tider alt for lange ventetider i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn. Lone Koch har eksempler på, at nogle passagerer med Alsie Express har ventet op til tre kvarter på at komme igennem security.

”Vi håber, lufthavnen får gjort noget, så ventetiden kan nedbringes. Passagerer bør ikke vente mere end helst fem minutter, højest 15. Lufthavnen har stillet os i udsigt, at man vil forbedre ventetiderne – f.eks. ved at åbne særlige spor i sikkerhedskontrollen kun til indenrigs rejsende i de travle perioder, men jeg ved ikke, hvornår det vil ske,” siger Lone Koch.

Om det kunne være en idé at genåbne indenrigsterminalen i Københavns Lufthavn, siger Lone Koch, at det vil Alsie Express gerne kigge på, hvis deres fly parkeres lige uden for den såkaldte Terminal 1.

Får flere charterflyvninger

Under sommerens EM-slutrunde i fodbold i Frankrig, fløj det ene af Alsie Express fly rundt gennem tre uger i Frankrig med det tyske landshold.

Tilfredsheden med flyvningerne i Frankrig med det tyske fodboldlandshold har vakt så stor opsigt, at flyselskabet nu modtager henvendelser om lignende flyvninger fra både idrætsklubber og nationale forbund over hele Europa, oplyser Alsie Express.

”Charterflyvning er indtil videre en mindre men stigende del af vores virksomhed. Mange af de tyske landsholdsspillere har hjemme i deres klubber fortalt om Alsie Express, og det har allerede givet os flyvninger med flere hold fra den tyske Bundesliga,” siger Lone Koch til standby.dk

1 KOMMENTAR

  1. Dejlig læsning at det går godt i det Sønderjyske, tillykke med det, håber det fortsætter sådan for jer.
    Fortsat god vind 🙂

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn