Airbnb tilbyder gennemsigtig regulering

airbdb_neighborhood_ny_palmer_20160526_0022_ret-600x500TURISME: For at undgå ny lov i delstaten New York foreslog Airbnb en mere gennemsigtig regulering. Horesta mener Airbnbs forslag til regulering i New York kan bruges i Danmark.

Forslaget om mere åbenhed fra Airbnb kom dog for sent, da New Yorks guvernør havde underskrevet lovforslag i kampen mod korttidsudlejning i byen, oplyser den danske arbejdsgiverforening for hotelbranchen, Horesta.

Airbnb havde forsøgt at undgå lovforslaget i New York, der skulle gøre livet svært for korttidsudlejere. Airbnb præsenterede derfor udkast til en ny måde at regulere platformen og brugernes udlejning.

Airbnb tilbød bl.a. at registrere udlejerne, hvilket ville gøre det nemmere for New York at håndhæve udlejningsreglerne. Desuden ville Airbnb tage kampen op med værter, der udlejede flere boliger, altså kommerciel udlejning.

Engagementet fra Airbnb kom dog for sent, da New York i stedet vedtog et lovforslag, der håndhæver den såkaldte ”Multiple Dwelling Law of 2010,” der giver Airbnb sværere vilkår for at drive forretning i New York.

Indsatsen fra Airbnb er dog ikke forgæves, mener danske Horesta. Platformens tiltag og nye åbenhed kan sagtens bruges i Danmark, lyder det.

”Gennemsigtighed fra Airbnbs side og en indsats mod værter, der benytter platformen til erhvervsudlejning, har vi længe efterlyst fra Airbnb. Derfor glæder det os, at Airbnb nu har åbnet op, og vi opfordrer danske politikere til at følge trop. Tiltagene vil bl.a. sikre lovlig udlejning, hvilket der ikke er garanti for i dag,” siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta.

Meldingen fra Horesta støttes af den europæiske brancheorganisation for hoteller, HOTREC. Ifølge HOTREC er obligatorisk registrering af al udlejningsaktivitet ved de lokale instanser eneste måde at bekæmpe ulovlig brug af platformene og sort økonomi.