Air France vil have nyt langruteselskab

2
Der er endnu ikke et design for Air Frances planlagte nye langruteudspil, Boost, så her arkivfoto af en Boeing B777-300 fra selskabet – med månen i baggrunden.
Der er endnu ikke et design for Air Frances planlagte nye langruteudspil, Boost, så her arkivfoto af en Boeing B777-300 fra selskabet – med månen i baggrunden.

LUFTFART: ”Boost” skal ikke være et lavprisselskab, men have lavere omkostninger end Air France og KLM, der i dag har tab på hhv. 35 og 15 pct. af sine langruter, siger Air Frances bestyrelsesformand. AF skifter koncernchef.

Om fire år forventer Air France at være flyveklar med et nyt langruteselskab, der i første omgang skal have ti fly med business og economy class som led i Skyteam-medlemmets Trust Together-strategi. Arbejdsnavnet på det nye AF-langruteselskab er Boost, skriver atw.com

På et pressemøde sagde bestyrelsesformand for Air France-KLM, Jean-Marc Janaillac, at ét af Trust Togethers ni fokusområder er at beholde ”et offensivt momentum på langruterne” – i kampen mod f.eks. de tre store Gulf-flyselskaber, Emirates, Etihad og Qatar Airways (MEB3-selskaberne). Samt sikkert også Norwegian, der udruller stadig flere baser i Europa med langruter – herunder fra AFs hovedlufthavn, Paris de Gaulle.

Air France kan selvfølgelig også bruge ”truslen” om at åbne Boost for at få AFs langrutepersonale til at acceptere lavere lønomkostninger…

Boost får hjemmebase i netop de Gaulle – men skal have et lavere omkostningsniveau end AFs eksisterende langruteflyvninger. Det skal have samme standard som Air Frances nuværende produkt på langruterne.

Ifølge Jean-Marc Janaillac flyver Air France i dag 35 pct. af sine langruter med underskud, mens tallet er 15 pct. for KLM, som AF overtog i 2014. Air France er hårdest ramt på langruter, hvor det er i direkte konkurrence med MEB3-selskaberne.

Boost skal efter planen i første omgang overtage ti procent af Air Frances langruter, hvor der er særligt store tab. Jean-Marc Janaillac lover med Boost at genåbne nogle destinationer, der tidligere blev lukket pga. tab – og redde andre, der trues af lukning.

“Boost bliver ikke et lavprisselskab på langruterne. At oprette en langruteversion af Transavia (Air France KLMs europæiske lavprisselskab, red) ville være nytteløst pga. konkurrencen (MEB3-selskaberne flyver alle med meget høje standarder, red) Derfor skaber vi flyselskab med en næsten sammenlignelig service som den, Air France i dag tilbyder på langruterne,” sagde Jean-Marc Janaillac og tilføjede, at Boost primært skal flyve til Asien. Langruteflyene hos Boost kommer fra Air France, bl.a. Airbus A350.

Ny koncernchef i Air France

Air France har netop meddelt, at Air France-KLM har udnævnt Franck Terner som ny koncernchef – han er i dag vicepræsident for Air France-KLM med ansvar for den tekniske division. Han afløser Frédéric Gagey, der i stedet bliver koncernens koncerndirektør for finans, CFO. Her afløser Gagey den tidligere ansvarlige, Pierre-François Riolacci, der forlader koncernen.

Franck Terner kom til Air France i 1988 som ingeniør ved selskabets Concorde-projekt.

2 COMMENTS

  1. Mekelige greier. Kan de ikke bestemme seg for enten å operere nettverksselskap preofesjonelt, istdet for å holde med med den underlige konkurransen med seg selv. Begriper ikke hva de skal verken med Transavia, eller Boost. 2 Flyselskap, blir plutselig 4.

LEAVE A REPLY