Air France udskyder lavprisvækst

transaviaFLYSELSKABER: For at få stoppet pilotstrejken tilbyder Air France nu at sætte midlertidig prop i vækstplanen for lavprisselskabet Transavia, som Air France-gruppen ønsker flere piloter overført til. Hver strejkedag koster flyselskabet op mod 150 mio. kr.

Air France kæmper som andre etablerede flyselskaber mod lavprisselskaber – derfor ønsker Air France-gruppen flere piloter overført til f.eks. sit europæiske flyselskab Hop eller KLM’s Transavia.

Hop og Transavia har bl.a. lavere lønninger – derfor kan de producere billigere og skal gerne overtage flere europæiske ruter. Samtidig ønsker Air France-gruppen at Transavia ekspanderer i Europa med baser i andre lande.

Men dette ønsker Air France-piloterne ikke. Derfor strejker de nu på anden uge. Kun omkring halvdelen af selskabets flyvninger afvikles. Hver strejkedag koster Air France op mod 150 mio. kr.

Air France kom i går med nyt udspil for at få stoppet pilotstrejken – at udskyde udrulningen af Transavia til andre dele af Europa frem til slutningen af året. Dermed vil der være tid til forhandling med Air France-piloternes fagforening, SNPL.

Medlemmerne af SNPL frygter, at vækst hos Transavia vil betyde, at Transavia overtager europæiske flyvninger, som Air France i dag flyver.

Air France ønsker, at piloterne godkender, at Transavia France kan have flere end de 14 fly, selskabet i dag opererer. En pilot hos Transavia koster 27 pct. mindre end en pilot hos Air France, oplyser flyselskabet ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

Mens Transavia i dag har 50 fly – i Holland og Frankrig – ønsker Air France-gruppen tallet skal stige til 100 i 2017 ligesom passagertallet skal fordobles til 20 mio.