Air France strejker videre

air france piloter cockpitFLYSELSKABER: Op mod 60 pct. af Air Frances flyvninger er aflyst i dag på andendagen af den varslede en uge lange pilot-strejke. Alle fly til København er aflyst. Hver strejkedag berører titusinder af passagerer og koster flyselskabet ca. 100 mio. kr.

Mens Air France i går måtte aflyse 52 pct. af sine flyvninger, forventes tallet i dag at stige til 60 pct., skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Piloterne i det franske flyselskab er bl.a. utilfredse med, at Air France KLM vil uddelegere europæiske flyvninger til datterselskaberne, franske Hop og hollandske Transavia.

Air France KLM ønsker ændringerne for at kunne producere billigere i kampen mod bl.a. lavprisselskaber samt de tre store flyselskaber fra Mellemøsten, Emirates, Etihad og Qatar Airways.

Air Frances koncernchef, Francois Gagey, siger, at hver strejkedag vil koste 15 mio. euro. Han tilføjer, at selskabet gerne vil forhandle med piloterne, men ikke give efter for deres krav om, at piloter der overføres til Transavia får samme vilkår som hos Air France.

Air France har sat flere tusinde ansatte til at hjælpe berørte flypassagerer.

Selskabet understreger, at der ikke strejkes hos f.eks. KLM eller Hop. Air France opfordrer til, hvis muligt, at udskyde rejser til efter mandag i næste uge, 22. september. Eller blive ombooket. Air France opdaterer sin hjemmeside med information om aflyste flyvninger.

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside er alle fem Air France-fly i dag fra Paris aflyst. På Billund Lufthavns hjemmeside stod der i aftes, at det enlige Air France-fly mellem Paris og Billund stod til at blive gennemført.