Air France får ny billettype

0

air france ny kabineFLYSELSKABER: Air France klar med ny Economy Flex-billet på europæiske ruter. Samtidig investerer Skyteam-medlemmet 50 mio. euro i bl.a. 7.800 nye lædersæder på både Economy og Business Class.

Et revideret cateringtilbud med varme måltider på længere flyvninger på Economy og Business Class er på vej hos Air France, der fra næste måned går i gang med udskiftning af kabinerne på sin flåde af Airbus A319.

24 Airbus A319 får nyt interiør i første halvdel af i år, det samme sker for 25 Airbus A320 i første halvdel af 2016. Samlet installeres 7.800 nye sæder.

Der er investeret 50 mio. euro i de nye kabiner for at bringe dem op på det bedste internationale niveau med lædersæder på både Economy og Business class, oplyser flyselskabet.

Inflight service forbedres også. Der serveres gratis varme måltider på Economy og Business på flyvninger på over to timer.

Omkring 30 pct. af Air Frances passagerer rejser i forretningsøjemed og de ønsker mere service og fleksibilitet. Derfor introducerer Air France nu ny ”Economy Flex”-billet i Europa. Den indeholder bl.a.: billetter, der kan refunderes og ændres uden beregning på samme bookingklasse; et stykke bagage på op til 23 kilo uden beregning, adgang til SkyPriority-kanaler til hurtigere service i lufthavnen og garanteret plads i forreste del af Economy-kabinen.

“Vi må være offensive for at vinde kampen på de mellemlange ruter. At blive kundernes foretrukne flyselskab på afgange i Europa er et strategisk mål i vores Perform 2020-plan,” siger Air Frances koncernchef, Frédéric Gagey.

Air France og KLM har i dag 14 destinationer i Danmark, Finland, Norge og Sverige. I sommersæsonen i år vil ca. 80 daglige afgange forbinde Nordeuropa med resten af verden via Paris de Gaulle og Schiphol. Air France har netop indsat sin anden daglige afgang mellem Paris og Billund Lufthavn.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn