Air Berlin og TUIFly i muligt samarbejde

Air Berlin Airbus A330-200 fly lufthavnLUFTFART: Ejerne af de tyske flyselskaber Air Berlin og TUIFly i samtaler om samarbejde på flyvninger til feriedestinationer.

Største aktionær i Air Berlin, Etihad Airways fra Abu Dhabi, der har små 30 pct. af Oneworld-medlemmet, er i forhandlinger om muligt samarbejde med ejerne af TUIFly, tyske TUI (Tourism Union International), der i Danmark bl.a. ejer Star Tour.

Tanken er formentlig at skabe en ny stærk luftfartsgruppe, der ifølge de første meldinger skal stå for punkt til punkt flyvninger fra Tyskland, Østrig og Schweiz til feriedestinationer i typisk Sydeuropa. Air Berlin og TUIFly har begge ca. 75 fly.

Nogle tyske medier skrev i går, at det kan komme til en sammenlægning mellem tabsgivende Air Berlin og TUIFly. Efter det oplyste skal Air Berlin som led i de nuværende planer overføre sine flyvninger på turistdestinationer til TUIFly.

I en udtalelse i går fra Etihad og TUI hed det bl.a.: “Den kommende leisure airline gruppe vil blive understøttet af ekspertisen i Etihad Aviation Group og bruge TUIs topmoderne distribution. Enhver aftale, TUI, Etihad Aviation Group og Air Berlin må komme frem til, skal bl.a. godkendes af myndighederne.”

Omkring 35 af Air Berlins 75 fly bruges angiveligt på rene ferieruter, 14 af de 35 fly er lejet med besætninger fra TUIFly.

Forrige uge kom det frem, at Lufthansa angiveligt skal lease 40 af Air Berlins fly, hvor de bl.a. skal flyve for primært Lufthansas datterselskab, Eurowings, samt Austrian Airlines.

Air Berlin har for nylig bebudet, at man formentlig skal af med 1.000-1.200 medarbejdere for at få nedbragt sine omkostninger. Air Berlin har haft underskud de seneste otte år.

Air Berlin, der også har rute mellem Berlin og Billund Lufthavn, var sidste år 8. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 483.000 passagerer. Air Berlin flyver fra såvel Berlin som Düsseldorf til København.

Tirsdag i denne uge lettede Air Berlin i øvrigt for første gang med business class på sine tyske indenrigsruter og flyvninger indenfor Europa. Air Berlin har i forvejen business class på langruter.

Air Berlin vokser næste år på USA med 50 pct. Der kommer nye ruter fra Berlin til Los Angeles og San Francisco og fra Düsseldorf til Orlando. Air Berlin går næste år fra 55 til 78 ugentlige USA-fly.

Air Berlin havde sidste år over 30 mio. passagerer og fløj til 131 destinationer.