Aarhus Kommune dropper også Ryanair

Aarhus lufthavnFLYSELSKABER: Som første kommune uden for hovedstadsområdet forbyder landets næststørste by nu sine kommunalt ansatte at bruge Ryanair på tjenesterejser. Ryanair har kun én rute fra Aarhus Lufthavn.

Aarhus Kommune følger nu en række hovedstadskommuner, herunder Københavns Kommune, der boykotter Ryanair, fordi det irske selskab ikke vil indgå overenskomst med den danske fagbevægelse i forbindelse med åbning af sin nye base i København. Arbejdsretten træffer muligvis 15. juni afgørelse om, hvorvidt det er lovmedholdeligt, hvis danske fagforeninger starter faglige aktioner mod Ryanair i Københavns Lufthavn.

”Ordentlige løn- og ansættelsesforhold er vigtige for Aarhus Kommune, der opererer med arbejdsklausuler i forhold til de opgaver, vi udliciterer. Derfor finder jeg det naturligt, at vi i Aarhus Kommune også gør, hvad vi kan for at dæmme op for social dumping, når vores ansatte skal flyve. Social dumping er lig med dårlige arbejdsvilkår og unfair konkurrence,” siger borgmester Jacob Bundsgaard til Stiften.dk

Rent praktisk består den århusianske boykot i en tilslutning til Staten og Kommunernes Indkøbsservices indkøbsaftale på flyrejser. SKI-aftalen indeholder en arbejdsklausul, som betyder, at flyselskaberne skal have løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomster eller på overenskomstlignende vilkår, skriver Stiften.

Ryanair har i år kun én rute fra Aarhus Lufthavn, nemlig til Stansted nord for London. Ryanair har klaget til EU- kommissionen over, at en række danske kommuner ikke vil flyve med dem.