80 år med Ejvind

Ejvind Olesen.

Ejvind Olesen.

VORES EGEN VERDEN: I dag runder Stand Bys seniorredaktør Ejvind Olesen 80 år. Det har været en fantastisk rejse – fra barndommen i en lille vestjysk flække til rejseredaktør på Berlingske.

Mange læsere af standby.dk har i over tre måneder sikkert savnet artikler og ikke mindst klummer skrevet af Ejvind Olesen. Enten fordi de var enige med den store personlighed med de utroligt mange meninger og holdninger til alt og lidt til inden for bl.a. hans elskede rejsebranche – eller fordi de elskede at være uenig med ham.

Den seneste klumme fra Ejvind på standby.dk er fra midten af februar med en kommentar til, at hans elskede SAS udliciterer noget af sin produktion til andre flyselskaber. Vanen tro gav det mange kommentarer på hjemmesiden.

Ejvind elsker debat – også at læserne er uenige med ham.

Men desværre har Ejvind de seneste måneder været i hænderne på det danske sygehusvæsen og hospitalsindlagt i to måneder i forbindelse med en dobbelt bypass operation i hans på mange måder store hjerte.

Ejvind er i fuld gang med genoptræningen. Men styrken er ikke den samme som før, derfor fejres 80 års fødselsdagen i dag under private former.

Dermed kan han så bagefter ikke sige, hvad han flere gange har gjort efter åbne receptioner ved tidligere runde dage, at han glædede sig over alle de, der kom – men ærgrede sig ofte mere over de, der ikke dukkede op…

Med undtagelse af kronprinser og kronprinsesser ved de færreste, hvad livet skal blive til.

For Ejvind startede livet i mellemkrigsårene i Timring, en lille by med i dag under 1.000 indbyggere vest for Herning.

Han ville vist oprindeligt være mejerist, som sin far, men skrev som teenager små sportshistorier til lokalavisen – og blev tiltrukket af det at skrive.

Da han ikke kunne få lærerplads som journalist, blev han trafikelev i DSB og nåede 10 år som tjenestemand. Her kom den første kontakt til rejsebranchen, da han i en periode solgte rejser i DSBs Rejsebureau på Hovedbanegården i København – og holdt skriveriet ved lige som freelancer for sportsredaktionen på Frederiksborg Amts Avis.

I 1965 blev Ejvind ansat på Ritzaus sportsredaktion og kom et par år efter til Berlingskes ditto. Her blev han senere nyhedsredaktør og fra 1973 redaktør af ”trafik og fritid” samt senere rejselivs-stoffet, et område han havde store ambitioner om at komme indenfor.

Og det er dette område, rejselivsstoffet, Ejvind navnlig blev kendt for. For dét område sad han, nogle vil sige ”tungt,” på, til sin pension i 2003 som landets måske mest vidende rejseskribent.

Allerede i 1977 kom Ejvind i kontakt med Take Off, hvor han under mærket ”Timring” (sin fødeby) skrev, mens han stadig var på Berlingske. Senere blev han medarbejder af Skandinavisk Bladforlag, der udgav Take Off, indtil ejerkredsen i 2007 solgte til Stand By.

Ejvind har gennem årene skrevet og rejst flittigt – og har som ingen anden rejsejournalist arbejdet for at få danskere til at tage en af hans rejsefavoritter til sig, krydstogter – helst på så store skibe som muligt.

Det er indtil nu blevet til 48 krydstogter – som rejsejournalist, i spidsen for læserrejser i Berlingske-tiden – eller som privatperson med familien. En anden rejsefavorit er Rhodos, der har fået besøg 40 gange.

Ejvind har gennem årene været en Kasketkarl med formandskab for flere foreninger. På sportssiden var han fra 1986 til 2001 formand for Dansk Ishockey Union, men han har også været formand i 13 år for Danske Flyvejournalister og 10 år som formand hos Danske Rejsejournalister, som de to foreninger hedder i dag.

Med andre ord er det et travlt, engageret og aktivt menneske, der i dag runder de 80 – om end aktivitetsniveauet efter operationen i denne periode er lidt på Stand By…