59.000 besøgte feriemesse

59.143 besøgende besøgte Ferie for Alle 2017. Foto: MCH/Lars Møller.

TURISME: Med 59.143 gæster denne weekend havde Skandinaviens største feriemesse i Messecenter Herning igen i år ’tilfredsstillende resultat’, hvor mange af de 1.200 udstillere solgte mere end forventet. Flere priser blev uddelt.

”Vi er tilfreds, selv om vi i år havde lidt færre besøgende end på Ferie for Alle sidste år. Flere udstillere solgte i år mere end de plejer,” siger projektchef Anders Ladefoged Mortensen til standby.dk

Ferie for Alle 2017 havde ifølge MCH masser af handel i sin 20. udgave og rekordmange udstillere, 1.177.

Danmarks største charterrejsebureau, Spies, beretter om en messe, der overgik alle forventninger: ”Vi har solgt cirka 1.000 rejser, og med en målsætning på 700-800 rejser, gik Ferie for Alle over al forventning. Det er vigtigt for os at se kunderne i øjnene. Til daglig sælger vi 85 pct. af rejserne online,” siger Carlos Cebrian, produktchef hos Spies.

Den officielle partner på årets Ferie for Alle var Camping – næste år er det Spanien, når messen afvikles 23-25. februar.

Ved åbningen af Ferie for Alle 2017 blev der traditionen tro også uddelt hyldest. Således modtog VisitAarhus Havfrueprisen for sin indsats for danskernes ferieoplevelser i Aarhus og omegn, mens kvinderne bag Rejseblokken.dk, Karen Seneca og Lone Holm, fik titlen Årets Rejsejournalister 2017. Priserne blev uddelt af Anne-Vibeke Isaksen, formand for Danske Rejsejournalister.

Ferie for Alle 2017 er Skandinaviens største feriemesse med fem områder: Udland, Danmark, Camping, Udeliv og Golf.