30 år med Emirates

Emirates triple delivery events August 31stFLYSELSKABER: I går var det 30 år siden Emirates Airlines startede sin første rute. Sidste år havde selskabet over 44 mio. passagerer. 

Emirates første flyvning var 25. oktober i 1985 med EK600 fra Dubai til Karachi i Pakistan. Selskabets første flyvninger var med Boeing B737-300 og Airbus A300, udlånt fra Pakistan International Airlines.

Der var en indskudskapital på 10 mio. dollars til Emirates fra den kongelige familie i Dubai.

Emirates første langrute kom i 1987 til London med en Airbus A310. Siden er Emirates bare vokset. I dag er det verdens største operatør af Airbus A380 og har snart modtaget halvdelen af de bestilte 140 fly. Herudover har Emirates bestillinger på ca. 270 Airbus og Boeing-fly.

I dag driver Emirates over 230 fly på mere end 140 destinationer i 80 lande verden over.

Emirates er i dag trøjesponsor for fodboldklubberne Arsenal i London samt Hamburger SV, Paris Saint-Germain, AC Milan, Real Madrid og portugisiske Benfica.

Fra 1. december i år får Emirates sin første A380-rute med særversion med plads til 615 rejsende, 58 på business class og resten på economy. Første flyvning går til Københavns Lufthavn.

Emirates’ ti største ruter er til Indien og USA, begge har 10, herefter kommer Storbritannien og Australien, begge med fem.