130.000 kr. til pårørende efter flystyrt

0

FlyDubaiLUFTFART: Tidligst om to måneder kommer officiel forklaring på, hvorfor fly fra Flydubai styrtede i Rusland. 62 ombordværende dræbt.

Mens der søndag fortsat ikke var nogen forklaring på, hvorfor e Boeing 737-800 fra lavprisselskabet Flydubai lørdag styrtede under landingen i Rostov i det sydlige Rusland, lovede selskabet, at de pårørende til ofrene vil modtage 20.000 dollar (ca. 132.000 kr.) for hver dræbt passager.

Alle 62 ombord på flyet blev dræbt – 55 passagerer og syv besætningsmedlemmer. 44 af passagererne var russiske statsborgere, to ukrainere, to indere og en enkelt fra Usbekistan.

Eftersøgningen i det område, hvor flyet styrtede ned, blev søndag indstillet. Myndighederne koncentrerer sig nu om at identificere ofre og klarlægge årsagen til flyulykken, hvilket vil tage mindst to måneder ifølge russisk lov.

Der var dårligt vejr med hård vind og dårlig sigtbarhed, da piloterne forsøgte at lande. Efter at have afbrudt det første landingsforsøg cirkulerede flyet over området i mere end to timer, inden piloterne foretog endnu et forsøg. Det endte fatalt, da flyet styrtede ned cirka 250 meter fra landingsbanen i Rostov.

Mellemøstlige medier skrev i går, at flyets cypriotiske kaptajn havde opsagt sin kontrakt med Flydubai og stod lige foran at skifte til et job i Ryanair – dog ikke på grund af utilfredshed med Flydubai. Kaptajnen var nygift og parret ventede deres første søn.

 

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn