10 gode leder-råd fra hotelkonge

Petter Stordalen.

Petter Stordalen.

HOTELLER: ”Ansæt medarbejdere, der er bedre end dig, ingen er uundværlig: gør dig selv overflødig, giv kritik i enrum, men ros i plenum,” lyder det bl.a. fra kendt hotelkonge, der startede som jordbærsælger…

Norske Petter Stordalen startede sin erhvervskarriere i det små, som jordbærsælger på torvet i sydnorske Porsgrunn.

I dag, 30 år senere, ejer den karismatiske og til tider kontroversielle Petter Stordalen kæden Choice Hotels, en af Nordens største hotelkoncerner med 184 hoteller og ca. 13.000 medarbejdere.

”Jeg anede intet om hotelbranchen, da jeg begyndte, men jeg havde dygtige medarbejdere,” siger Petter Stordalen til hjemmesiden E24.no, og henviser bl.a. til adm. direktør i Nordic Choice, Torgeir Silseth, som han kalder ”Nordens bedste hotelmand.”

I sine mange år i hotelbranchen har Stordalen haft op- og nedture – nu deler han sine bedste råd til ledere via E24.no:

1) Ansæt medarbejdere, der er bedre end dig: ”Min største styrke er, at jeg kender mine svagheder. Derfor ansætter jeg medarbejdere, der er bedre end mig. Dermed kan vi sikre udvikling og vækst på virksomhedens vilkår – ikke på mine” siger Petter Stordalen.

2) Gør dig selv overflødig: ”Den største fejl, mange ledere gør, er at tro de er uerstattelige. Det er ingen! Og det er først når virksomheden kan levere, uden du er involveret i alle beslutninger, at du ved, du har gjort et godt job som chef.”

3) Skab plads til at begå fejl: ”Værdien af dine medarbejderes engagement, idéer og tanker vil altid veje tungere end summen af fejl. Derfor er det vigtigt at skabe plads til at kunne begå fejl.”

4) Lær af dine fejl: ”Man skal ikke gøre samme fejl igen og igen. Nogle projekter er dødssejlere. Da må man indse, at man har tabt – og se frem, med gode, nye erfaringer.”

5) Kritik på tomandshånd: ”Hvis jeg er uenig i en beslutning eller har en udfordring med en ansat, tager jeg altid dette op på tomandshånd. Så kan man drøfte, hvad der ikke har fungeret,” siger Stordalen.

6) Ros i plenum: ”Omvendt, når nogen har gjort et godt arbejde, roser jeg altid dette foran andre. Dermed føler medarbejderen sin indsats værdsat.”

7) Karakter er vigtigere end karakterer: ”Erfaring, uddannelse og gode karakterer er vigtige, men er ikke alt. Når du skal forfremme eller ansætte medarbejdere, er det vigtigt at følge din mavefornemmelse, ikke kun at kigge på et CV. En kommende medarbejders fortid skal ikke komme i vejen for din virksomheds fremtid.”

8) Business as usual is not an option: ”De klogeste vil arbejde for virksomheder med gode værdier. Det bliver stadig vigtigere for morgendagens ledere at skabe vækst på måder, som bidrager til langsigtet lønsomhed, varetager miljøet, mennesker og samfundet,” siger Petter Stordalen.

9) Invester i mennesker: ”Kultur kan ikke vedtages i et strategidokument fra hovedkontoret. Som leder må man sørge for, at alle medarbejdere har det godt. Det kræver indsats og tålmodighed, men tilfredse medarbejdere, der arbejder mod samme mål, er verdens bedste investering.”

10) Fejr alle succeser! ”Succeser skal ikke forbigås i stilhed. I Nordic Choice elsker vi fester og fejrer alt godt. Hvis dine medarbejdere lykkes med noget, betyder det jo også, at du som leder har lykkedes,” siger Petter Stordalen til E24.no